Finansdirektør bliver adm. direktør i Lego Fonden

Legos finansdirektør, John Goodwin, forlader alligevel ikke helt den danske legetøjsgigant. Han er i stedet valgt som Lego Fondens nye administrerende direktør.

Foto: Michael Drost-Hansen. John Goodwin bliver i Lego, som han ellers havde intentioner om at forlade til sommer. Han rykker ind som administrerende direktør i Lego Fonden, som ejer 25 procent af Lego A/S.
Læs mere
Fold sammen

Han skulle have forladt Lego til sommer, men nu bliver finansdirektør John Goodwin hængende i familien Kirk Kristiansens legetøjsimperium, hvor han den 1. april tiltræder som administrerende direktør for Lego Fonden.

John Goodwin har været i Lego-koncernen siden september 2012, hvor han som finansdirektør har fungeret som legetøjsgigantens regnedreng. Samtidig har Goodwin haft ansvaret for »Business Enabling«-området, der inkluderer IT, Legal, Procurement, Business Services, CSR og Corporate Affairs.

I november meddelte Lego imidlertid, at John Goodwin ville forlade selskabet i juni i år, men nu er han altså udnævnt til at administrere milliardpengetanken Lego Fonden, som har til opgave at udbrede Legos filosofi om læring og leg gennem projekter i hele verden.

I en meddelelse fra Lego udtaler formand for Lego Fondens bestyrelse, Thomas Kirk Kristiansen, at han er glad for, at John Goodwin bliver i koncernen.

»John har en dyb indsigt i Lego-brandet, vores værdier og organisationskultur. Han er en stærk leder, som sætter en klar retning og ved, hvordan han skal engagere medarbejdere og partnere i vores mission ’at inspirere og udvikle dem, der skal bygge morgendagen’«, udtaler Thomas Kirk Kristiansen.

Jobbet som administrerende direktør i Lego Fonden blev ledigt, da Hanne Rasmussen i februar valgte at sige stillingen op af personlige grunde. Herefter indledte bestyrelsen og John Goodwin en dialog om muligheden for et samarbejde.

»Jeg er både ydmyg og spændt over at blive valgt som Lego Fondens administrerende direktør. Jeg har en stærk passion for Lego-brandet, Kirk Kristiansen familiens mission og for at skabe en langvarig forandring i andre menneskers liv gennem social påvirkning. Formålet med Lego Fonden – at forandre holdninger og adfærd omkring vigtigheden af leg i børns udvikling og læring – er noget jeg er dybt passioneret omkring, og jeg kan ikke vente med at fortsætte arbejdet sammen med organisationen og partnere,« udtaler John Goodwin i meddelelsen fra Lego.

I løbet af de seneste fem år er de samlede aktiviteter i Lego Fonden mere end firdoblet. Pengene får fonden fra Lego, som fonden ejer 25 procent af. De resterende 75 procent ejer Kirk Kristiansen-familiens pengetank Kirkbi.

Lego Fonden er blandt landets ti største erhvervsdrivende fonde. Ved udgangen af 2015 havde fonden en balance på omkring 10 milliarder kroner.