Financial Times sætter fokus på det københavnske iværksættermiljø

Internationale medier har øjnene åbne for, at det danske startup-miljø har en stærk kultur omkring sig. Men til gengæld også, at skattetrykket er et af verdens højeste. Her er fordelene og ulemperne ved at være iværksætter i Danmark.

Foto: Malte Kristiansen

Det går ikke de internationale mediers næse forbi, at der findes en stærk kultur omkring det københavnske iværksættermiljø, men det bemærkes også, at det danske skattetryk er meget højt. Her er fordelene og ulemperne beskrevet af Financial Times.

Fordele

En af de rigtigt positive ting ved at være iværksætter i Danmark er den særlige kultur, der er i og omkring miljøet. Tidligere var startups henvist til isolerede garager og kældre, hvor de små idéer langsomt kunne vokse sig store. Men i København har iværksættermiljøet vokset sig enormt stærkt med fremadstormende iværksætterhuse og understøttet af græsrodsbevægelsen »Copenhagen, for the win«, som måske mest er kendt under hashtagget #CPHFTW.

Det er kulturskabende, at danske iværksættere mødes i iværksætterhuse såsom Founders House, Rocket Labs, Rainmaking Loft, SOHO, NOHO og Dare2Mansion. Samtidig skabes der et fællesskab omkring #CPHFTW, som er en græsrodsorganisation decideret skabt til at hjælpe med at promovere og skabe et community omkring iværksættermiljøet.

Ifølge en undersøgelse fra OECD i juni er Danmark det mest lige samfund i verden, hvor skatterne skaber et generøst velfærdssystem. Ifølge flere iværksættere betyder det, at frygten for at blive arbejdsløs og for økonomiske tab er mindre, end den måske ellers er i resten af verden. Derudover er Danmark langt fremme på teknologifronten og har næsten 100 procents internetudbredelse.

»Det er meget let at starte en virksomhed i Danmark. Du kan gøre det på et par timer,« siger Kris Østergaard, co-founder til Thinkubator og Dare2Mansion.

Kris Østergaard, iværksætter

»Det er meget let at starte en virksomhed i Danmark. Du kan gøre det på et par timer«


Ulemper

Ulemperne er bl.a., at staten tager en betydelig andel af de økonomiske gevinster, man får ved at starte en succesfuld virksomhed. Beskatningen af aktieindkomst ligger på 27 procent op til 48.300 kr og 42 procent på yderligere gevinster. Samtidig har Danmark et af verdens højeste indkomstskattetryk på op imod 57 procent.

Og derudover begrænser landets størrelse og det lille hjemmemarked, hvor meget virksomhederne kan vokse, før de må se udover Danmarks grænser.

»Det er svært at fundraise investeringsmidler i Danmark. Selv investorer er risikoaverse. Mange af dem har ikke været iværksættere, så de køber ikke ind i visionen, men i forretningsmodellen. Derudover er der færre penge at komme efter,« siger Anders Ibsen, iværksætter og founder af Conyak, en mobil markedsføringsplatform, til Financial Times.

Anders Ibsen, iværksætter

»Selv investorer er risikoaverse. Mange af dem har ikke været iværksættere, så de køber ikke ind i visionen, men i forretningsmodellen.«


Af lokale succeshistorier nævner Financial Times:

Af nyere startups bliver Conyak og Be My Eyes nævnt, og af lokaler giganter peges ikke overraskende på Mærsk, Lego og Carlsberg.