Fildelere får nedsat båndbredde

Engelske teleselskaber skal ”neddrosle” piraters netforbindelse, hvis advarselsbreve ikke virker. Samtidigt skal fastnettelefoner beskattes for at skaffe penge til udbygningen af den britiske teleinfrastruktur, hedder det i ny rapport.

Foto: Romeo Ranoco
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke noget helt tilfældigt stykke papir, der i går blev præsenteret for den engelske offentlighed under overskriften Digital Britain.

Rapporten, der er bestilt af regeringen og forfattet af den britiske teleminister Lord Carter, har været et år under vejs. Premierminister Gordon Brown har i en kronik i The Times på dagen før udgivelsen af rapporten forkyndt, at dens anbefalinger er vigtige og vil blive ført ud i livet.

Digital Britain skal ifølge Lord Carter fastlægge kursen for Englands udvikling på den digitale front – inklusive så ømtålelige emner som hvordan landet skal forholde sig til ulovlig fildeling.

Spørgsmålet om hvorvidt England ville hoppe på 3 strikes vognen og indføre lukning af fildeleres internet blev besvaret negativt i rapporten. Også for englænderne er internettet så vigtigt, at folk ikke bare skal kunne miste forbindelsen på grund af copyrightkrænkelser. Alligevel har Lord Carter lagt i kakkelovnen til en række krasse remedier for at komme ulovlig fildeling til livs.

I første omgang skal det ske med den lidt mere bløde model, hvor fildeleranklagede, der krænker ophavsretten, skal modtage breve med advarsler. Englands telemyndighed Ofcom skal tildeles beføjelser til at indhente oplysninger om ulovlige fildelere (sandsynligvis IP-adresse-oplysninger) med henblik på at forfølge en strategi kaldet ”write and sue”, hvor de betydeligste krænkere af ophavsretten først får advarselsbreve og siden retsforfølges.

Som senere optrapning vil man i fremtiden kunne gå så vidt, at fildelere dels får deres båndbredde reduceret, dels at der indføres blokering af både sites og hele protokoller. I princippet vil den britiske telemyndighed få mandat til at blokere for al trafik med bestemte filedelingsprotekoller, fremgår det af Digital Britain. Blokerings-muligheden skal dog kun holdes i baghånden og hives frem, hvis det viser sig, at ”write and sue” ikke virker.

Teleselskaberne har allerede afvist rapportens anbefalinger som umulige at gennemføre i praksis.

Sjovt nok har rettighedshaverne den omvendte holdning, at Digital Britain er alt for mild over for fildelerne.

Den britiske IFPI-pendant BPI (British Phonograph Industri) har i en erklæring udtrykt skuffelse over, at Lord Carter ikke ville gå med til 3 strikes, sådan som musikbranchen har opfordret til:

”Regeringen regner tilsyneladende på forhånd med fiasko (for ”write and sue” strategien, red.) siden man allerede har indført en bagstopper-funktion hos Ofcom, der ved en senere lejlighed kan anvende tekniske indgreb (mod fildelere, red),” siger direktøren for BPI, Geoff Taylor til BBC.

BPI har så sent som i sidste måned opfordret regeringen til at følge i Frankrigs fodspor og indføre 3 strikes.

Mest opmærksomhed i den britiske presse har Lord Carters forslag om en særlig skat på fastnettelefoner dog vakt. Den engelske teleminister vil nemlig have fastnettelefon-ejerne til at finansiere den fortsatte udbygning af landets teleinfrastruktur. Det skal ske med en skat på seks britiske pund om året, svarende nogenlunde til en dansk halvtredskroneseddel. Pengene skal gå til fiberforbindelser, der skal udstrækkes i et så vidt forgrenet netværk, at alle briter vil få adgang til mindst en 2 mbit internet-forbindelser i løbet af de næste tre år – hvis de altså ikke forinden har fået båndbredden droslet ned.