Flere virksomheder beretter om et støttesystem, der er så kompliceret, at de selv med professionel rådgivning fra revisorer ender i klemme. Et af problemerne er, at der indføres regler med tilbagevirkende kraft.
Det kan Hotel & Restaurant Bella Italia skrive under på.
Som følge af nedlukningen har de ønsket at benytte sig af muligheden for at få dækket faste omkostninger, men en teknikalitet i forbindelse med en udvidelse i ejerkredsen betyder, at de har fået afslag. Prisen: Cirka 1,2 millioner kroner i tabt coronakompensation.
Bella Italia, der hører hjemme i Sønderborg, har været familieejet siden 1979. Men sidste år besluttede brødrene Daniel og Michel Totaro at inddrage deres barndomsven, den succesfulde kok og iværksætter Torben Klitbo, som blandt andet er grundlægger af Cofoco-kæden.
Den 15. november 2020 blev parterne enige og stiftede et nyt selskab, DMT 1 2020 ApS, med et nyt CVR-nummer, hvor Bella Italias aktiviteter blev overdraget. Brødrene ejer nu 56 procent af det nye selskab og har stadig bestemmende indflydelse. Ejerkredsen er altså blevet udvidet, men selve driften er uændret.
Beslutningen skulle vise sig at få vidtrækkende konsekvenser. Det nye selskab kan ikke få coronakompensation.
I Erhvervsministeriets notater fremgår det nemlig, at skæringsdatoen for skifte i CVR-nummer er den 1. november 2020. Det vil med andre ord sige, at virksomheden skulle have skiftet CVR-nummer 15 dage tidligere for at være berettiget til kompensation. Skæringsdatoen blev først vedtaget og meldt ud i januar 2021.
»Det skriger til himlen, at Erhvervsstyrelsen kan træffe sådan en afgørelse på baggrund af en teknikalitet som en skæringsdato, der er overskredet med 15 dage. Vi kan endda dokumentere, at vi for alvor begyndte drøftelserne af den nye virksomhed et halvt år forinden. Det er jo ikke en beslutning, man træffer fra den ene dag til den anden,« siger Allan Bengtsen, som er bestyrelsesformand i brødrenes selskab.
Havde brødrene og Torben Klitbo stiftet det nye selskab i slutningen af oktober 2020, havde de ifølge egen revisor modtaget coronakompensation uden problemer. Virksomheden var inden overdragelsen berettiget til kompensation i størrelsesordenen 600.000 kroner. Efter overdragelsen og ny dokumenteret værdiberegning er den berettiget til cirka 1,2 millioner kroner, hvis de overtagne værdier kan lægges til grund.
Spørgsmål om god og ond tro
Daniel og Michel Totaro, eller »Bella-brødrene«, som de kaldes hjemme i Sønderborg, overtog virksomheden fra deres forældre i 1998.
Foruden Hotel & Restaurant Bella Italia driver de i dag flere restauranter og en kiosk sammen med deres kompagnon Torben Klitbo, som de begge har kendt siden skoletiden. Han blev landskendt mad-iværksætter med sit tidligere firma Cofoco, hvor han i 2004 startede noget nær en gastronomisk revolution i København ved at servere høj kvalitet til overkommelige priser.
Men inddragelsen af Torben Klitbo og oprettelsen af det nye selskab har vist sig at blive en dyr fornøjelse for Bella-brødrene. Og Erhvervsstyrelsens afgørelse har bremset den udvikling, de havde planer om.
»Vi vil jo gerne udvikle de butikker, vi har i dag, men det er hårdt. En ting er nedlukningen. En anden ting er den ekstra tid, som personalet skal bruge på at afspritte og generelt sørge for, at alt spiller,« siger Michel Totaro, den ene halvdel af brødreparret.
Han erkender, at de selv har en del af skylden for den manglende kompensation:
»Set i bakspejlet er det jo uheldigt at lave et nyt CVR-nummer den 15. november. Havde vi gjort det i slutningen af oktober, havde der ikke været et problem. Men vi var ikke klar med alle dokumenter inden den 1. november. Jeg synes ikke, at det er fair, og jeg forstår ikke, at man ikke kan gradbøje reglen. Det fremstår indirekte som om, at vi har handlet i ond tro.«
Netop spørgsmålet om god og ond tro er det, som virksomheden hæfter sig mest ved i diskussionen. Det fortæller statsautoriseret revisor Flemming Smidt Jensen, som i mange år har rådgivet brødrenes selskab. Han mener ikke, at Bella Italias eksempel er tænkt ind i de regler, der er stukket ud fra Erhvervsministeriet.
Erhvervsordfører for Venstre, Torsten Schack Pedersen, har på vegne af Bella Italia spurgt Erhvervsministeriet om kompensationsmulighederne. I korrespondancen fra den 23. april 2021, som Berlingske har læst, henviser revisor Flemming Smidt Jensen til særligt ét af svarene fra ministeriet:
Oprindeligt var det et krav, at virksomheder skulle være registreret i CVR senest den 9. marts 2020 for at være berettiget til at få kompensation. Med det lavere smittetryk hen over sommeren og første del af efteråret var nyoprettede virksomheder, i denne periode, etableret i god tro. Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier har i den sammenhæng ændret skæringsdatoen for, hvornår virksomheder senest skal være registreret i CVR fra den 9. marts 2020 til den 1. november 2020.
»Alt efter den 1. november kan jo så mistænkes for at være stiftet i ond tro. Det er faktisk det, de skriver mellem linjerne. Og det, synes jeg, er uheldigt formuleret. Der er ikke nogen, som køber en restaurant i denne størrelse i ond tro, fordi man regner med, at landet bliver lukket ned, og man skal have noget kompensation,« siger revisor Flemming Smidt Jensen og tilføjer:
»Problemet er, at man har rykket skæringsdatoen 40 dage frem i forhold til, hvornår samfundet blev lukket ned. Og det er et endnu større problem, at der slet ingen klagemuligheder er over afgørelserne.«
Som reaktion på svaret har han blandt andet sendt en tidslinje til Erhvervsministeriet, hvor det fremgår, at drøftelser og forhandlinger om udvidelse og optagelse af ny ejer startede allerede i sommeren 2020. Tidslinjen kan desuden bekræftes af mailkorrespondance og dokumentudkast sendt mellem virksomheden og banken, oplyser revisoren.
Ministeren må på banen
I Venstre er Torsten Schack Pedersen ikke den eneste, som har taget sagen op. Ellen Trane Nørby, som selv er bosat i Sønderborg, har løbende haft kontakt med Bella-brødrene, da de ifølge hende er endnu et eksempel på, at virksomheder kommer i klemme i reglerne.
»Indtil videre har der været svar fra Erhvervsstyrelsen i forhold til, hvad der ikke kan lade sig gøre. Men vil ministeren gøre noget, så det kan lade sig gøre? For det er jo en teknikalitetsdiskussion, og jeg ved godt, at der er datoer og andet, men man skruer støttesystemerne sammen, så veldrevne virksomheder kommer i klemme,« siger Ellen Trane Nørby.

Berlingske har spurgt Erhvervsministeriet til sagen. Her har man henvist til Erhvervsstyrelsen, som administrerer reglerne for kompensation. I Erhvervsstyrelsens tilbagemelding gør man opmærksom på, at man ikke kan udtale sig om konkrete sager.
I stedet henviser styrelsen til den gældende bekendtgørelse nr. 1123 af 27. maj 2021. Ifølge denne er det en forudsætning for at modtage kompensation, at virksomheden, der ansøger, er stiftet inden den skæringsdato, som er fastsat i bekendtgørelsen.
Spørger man Ellen Trane Nørby, må ministeren på banen holdningsmæssigt. Derfor sendte Venstre torsdag direkte spørgsmål til erhvervsminister Simon Kollerup (S).
»Det er vigtigt at sætte fokus på, hvor absurd vi oplever det, at regeringen står på pressekonferencer og siger, at ingen skal falde igennem, og at de gerne vil hjælpe alle. Men i virkeligheden er der virksomhedsejere, som bruger en kæmpe regning på revisorer, og alligevel ender de med at opleve, at de kommer i klemme,« siger Ellen Trane Nørby.