Ferrari kører ud af Fiats garage

Den italienske sportsvognsproducent Ferrari har gennemført en u-vending mandag på sin første handelsdag på Milano-børsen, efter at selskabet er blevet helt udskilt fra moderkoncernen Fiat Chrysler. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANDREW GOMBERT

Den italienske sportsvognsproducent Ferrari har gennemført en u-vending mandag på sin første handelsdag på Milano-børsen, efter at selskabet er blevet helt udskilt fra moderkoncernen Fiat Chrysler.

Aktien faldt fra åbningen til blot 41,50 euro, men har rettet sig i løbet af formiddagen til 43,24 euro. I New York, hvor Ferrari har været noteret siden oktober, sluttede aktien torsdag før nytår i 44,17 euro omregnet.

Fiat Chrysler fordelte søndag sin aktiepost på 80 pct. i Ferrari til sine aktionærer, der modtog én Ferrari-aktie for hver ti aktier, de ejede i Fiat Chrysler.

Ferrari stod i 2014 for omkring 12 pct. af indtjeningen før skat i Fiat Chrysler, men har udgjort en noget større del af værdien. Aktien i Fiat falder mandag formiddag med 4,44 euro, svarende til 34,4 pct., til 8,48 euro. Justeret for udskilningen af Ferrari, falder Fiat dog blot 1,1 pct., viser beregninger på Bloomberg.