Femern-forbindelse indvies 2018

Tyskland er begyndt med landanlæggene til såvel tog- som biltrafik, sagde trafikminister Wolfgang Tiefensee onsdag til sin danske kollega Lars Barfoed i Berlin.

Foto: Jens Nørgaard Larsen.
Læs mere
Fold sammen
BERLIN: Den faste forbindelse over Femern Bælt står færdig 2018, og indvielsesdatoen afhænger kun af, hvornår Dronningen, der skal klippe snoren over, har tid.

Meldingen kommer fra transportminister Lars Barfoed (K) efter et møde med sin tyske kollega Wolfgang Tiefensee i Berlin i dag. Barfoed og Tiefensee talte om ”tilrettelægningen af en fornuftig arbejdsdeling”, sagde den danske minister, der ”glædede sig” over at høre, at man også i Tyskland er begyndt med landanlæggene til såvel tog- som biltrafik.

Under sin lynbesøg i Berlin informerede Barfoed sig også om de tyske afgifter for lastbiler, det såkaldte Maut-system, der automatisk registrerer tung køretøjer på motorvejene og sørger for, at pengene betales. Et sådant system er af interesse for Danmark, der med transportforliget i januar sigter mod en omlægning af bilafgifterne med såkaldt road-pricing, oplyser ministeren.

Det tyske luftfartsselskab Lufthansas mulige overtagelse af SAS, som kom frem i offentligheden sidste år, blev ikke berørt under onsdagens møde, siger Lars Barfoed. Transportministeren henviser til, at SAS’ ejerforhold i den danske regering er underlagt Finansministeriet. Han ønsker ikke at kommentere udsigterne for en tysk overtagelse af det kriseramte, skandinaviske luftfartsselskab.