Apple bøjede sig for pres fra det amerikanske forbundspoliti FBI og besluttede ikke at lade iPhone-brugerne gemme deres sikkerhedskopier i krypteret form på Apples servere.
Seks forskellige kilder bekræfter over for nyhedsbureauet Reuters, at Apple for to år siden droppede planerne om at skrue så meget op for beskyttelsen af folks personlige data, at end ikke Apple selv ville være i stand til at tilgå dem. FBI havde nemlig klaget over, at det ville skade efterforskningen af sager, hvor der med en dommerkendelse i hånden er brug for at få adgang til disse data.