FBI arresterer to Madoff-ansatte

Endnu to Madoff-ansatte er anholdt og sigtet for at have spillet en rolle i verdens største finanssvindelnummer – Madoffs pyramidespilslignende investeringscirkus.

Bernard Madoff. Arkivfoto Fold sammen
Læs mere
Foto: DON EMMERT
Otte personer fra den nu fængslede finansguru Bernard Madoffs indercirkel er nu bag tremmer – sigtet for at have hjulpet med at holde storsvindlerens multimilliard-investeringscirkus skjult for omverdenen, og det er ikke slut endnu, indikerer den offentlige anklager Preet Bahara.

Der vil komme flere anholdelser i Madoff-sagen, som langt fra er lukket, selvom hovedpersonen selv for længst har accepteret sin straf på 150 års fængsel.

Læs også: Her er de største danske svindelere

”Vi presser på i denne efterforskning, som fortsat i høj grad er i gang,” understreger han overfor Reuters.

Beskyttede Madoff

De senest anholdte er Jo Ann ”Jodi” Crupi på 42 år og Annette Bongiorno på 62 år, som begge har arbejdet for den tidligere finansguru , siden de var i tyverne.

”År efter år har Annette Bongiorno og Jo Ann Cropi beskyttet og sikret, at Madoff kunne holde sin svindel kørende, mens de selv kunne putte rigtige penge i deres egne lommer,” lød det ifølge Reuters fra den offentlige anklager, da han annoncerede sigtelserne.

Bongiorno arbejdede for Madoff i 40 år, mens Cropi ”kun” var ansat i 25 år. Samtidig med, at de arbejdede tæt sammen med den tidligere finansguru, kørte Madoff sit investeringscirkus, som mest af alt mindede om et pyramidespil – et såkaldt ”ponzi scheme”, hvor der løbende skal komme flere investorer ind i selskabet for at holde svindelen kørende.

Sådan kørte svindelen

Og det var ikke noget problem for Madoff. Manden, der nu er kendt som storsvindler, var nemlig tidligere bestyrelsesformand for Nasdaq og rådgiver for det amerikanske børstilsyn, og han lokkede kunderne ind i investeringsselskabet ved at garantere dem afkast på op til 12 pct. om året. Penge, som troligt dukkede på på investorernes bankkonti år efter år.

Problemet var bare, at afkastene ikke stammede fra en heldig investeringshånd, men derimod primært bestod i midler fra nytilkomne investorer. På den måde holdt Madoff investeringskarrusellen i gang ved hele tiden at udvide med nye investorer.

I det øjeblik, der ikke længere kom nye investorer ind i selskabet, ville der ikke være penge til at betale afkastene, og finanspyramiden ville kollapse.

Det var Madoffs sønner, der meldte deres far til politiet og fik cirkusset til at ophøre. Det er dog langt fra alle af de mange, formøblede milliarder, der er dukket op igen i politiets eftersøgning.