Fastfood er et sommerhit

Danskernes sommerferie er det rene guf for burgerkæden McDonald's. Familien Danmark vælger nemlig i stigende grad at tage på "Den Gyldne Måge", når de har ferie.

- Pengene sidder nok lidt mere løst om sommeren, og man tager oftere ud og spiser, siger burgerkædens kommunikationschef Hanna Løyche til P4 Sjælland.

I de seneste år har omsætningen hos McDonald's været støt stigende.

I 2006 blev der omsat for 1,5 mia. kr. Og det er netop her i juli måned, at salget topper. Især børnefamilierne er vilde med det amerikanske fastfood-koncept. At sommeren er regnfuld i år, øger kun tilstrømningen til burgerrestauranterne yderligere.

Kilde: P4 Sjælland