Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Mandag kom nyheden om, at ALK-Abellós tablet Grastek imod græsallergi er blevet godkendt af den amerikanske lægemiddelmyndighed FDA - endda til en bedre pris og på bedre vilkår end forventet af analytikerne - og sent torsdag melder det danske selskab om endnu en god nyhed fra USA.
FDA har nu også godkendt Ragwitek, som er et middel imod allergi fra ragweed-pollen, som ifølge Astma-Allergi Danmark er en af de værste pollenallergier.
»Ragweedallergi er den næsthyppigst forekommende pollenallergi i USA,« siger Jens Bager, ALKs administrerende direktør.
Op mod ti millioner amerikanere anslås at være generet af denne allergi, og endnu er ingen konkurrerende produkter tæt på færdigudvikling endsige godkendelse.
Godkendelsen og en milepælsbetaling fra partneren Merck medfører da også en præcisering af forventningerne til 2014. I forbindelse med godkendelsen af Grastek tidligere på ugen opjusterede ALk-Abelló forventningerne til resultatet af primær drift før særlige poster og nedskrivninger (EBITDA) fra mellem 300 og 400 millioner kroner til 375-400 mio. kroner - nu hedder forventningen »op til 400 mio. kroner«.
Fra mandag til onsdag steg ALK-aktien godt 10 procent.
»Med to produkter på markedet i USA og en tredje tablet i den afsluttende kliniske fase III har vi taget et vigtigt skridt mod at kommercialisere tabletbaseret allergiimmunterapi globalt,« siger Jens Bager.
Det tredje middel på vej er imod husstøvmideallergi, og det er altså lige nu i den afsluttende testfase.
Ragwitek er i første omgang godkendt til voksne mellem 18 og 65 år. ALK-Abellós direktør har tidligere givet udtryk for, at man efter den primære godkendelse vil arbejde for en udvidet anbefaling, så midlet også kan anvendes til børn, som relativt set er den største behandlingsgruppe.
Ragweed hedder på dansk bynke-ambrosie og er ikke naturligt forekommende i Danmark, men frø ført hertil via eksempelvis fuglefoderblandinger har ført til forekomster af bynke-ambrosie i blandt andet Nordsjælland og Sønderjylland, oplyser Astma-Allergi Danmark. En test i 2009 viste, at over halvdelen af importeret fuglefoder indeholdt frø af bynke-ambrosie. Siden da er der vedtaget EU-regler med grænseværdier for de frygtede frø, som Astma-Allergi Danmark frygter kan medføre allergiske reaktioner for op mod 100.000 danskere.
ALK-Abelló omsatte i 2013 for 2,25 milliarder kroner og landede et resultat før skat på 104 millioner kroner.