Fantasi-trillioner – og danskere, der er ikke længere er gode nok

Valget har taget dagsordenen. Der er ingen grænser for løfter og luftkasteller – men desværre lader den økonomiske realitetssans ikke til at være en del af opdragelsen på Christiansborg. Og hvad er det med de mange udenlandske topchefer i Danmark. Er danskerne nu ikke længere gode nok? Her er ugens gang i dansk erhvervsliv.

Peter Suppli Benson. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Så fik Danske Bank en ny topchef.

Det har holdt hårdt. Og det er med sikkerhed ikke hverken første-, andet- eller tredjevalget, som banken lykkedes at lande, da man fredag satte navn på den ny mand i spidsen for krisebanken; hollandske Chris Vogelzang.

Jeg kender ikke manden, men hæfter mig ved, at han slår fast, »I am clean«.
Jeg forstår godt, at han skynder sig at slå det fast. For banken, han overtager styringen med, står som bekendt midt i den største hvidvasksag nogensinde. Og banken han forlader, ABN Amro, har ligeledes haft op til flere graverende sager de seneste år.

Udnævnelsen af Chris Vogelzang er blot den seneste ud af en regulær hollandsk invasion på de danske direktions- og bestyrelsesgange.

Alene i Danske Bank har man nu en hollandsk topchef og et prominent medlem af bestyrelsen i skikkelse af den tidligere hollandske finansminister, Gerrit Zalm. Det er altså opsigtsvækkende og et udtryk for, at banken har måttet langt omkring for at finde nyt blod til både bestyrelse og direktion.

Også andre steder strømmer udenlandske og ikke mindst hollandske topchefer til. Det gælder virksomheder som Carlsberg, Genmab og tidligere også f.eks. Chr. Hansen og Rockwool. Hollænderne er simpelthen populære. Nok blandt andet fordi de trods alt ligner de danske ganske meget i evnen til at kommunikere direkte og har udsynet mod globale markeder, som er så nødvendigt, når man kommer fra små lande.

Chris Vogelzang har en stor opgave foran sig. For selv om han er clean, så har Danske Bank et så skrammet ry og rygte, at der er lang vej til, at det er genoprettet. Så jeg tror, at Chris Vogelzang vil være ganske tydelig internt i banken, og mindre udenfor. For før der er styr indenfor murerne, er der ingen grund til at råbe højt udenfor.

Det diskuterede vi på Business i denne uge:

Told og handelskrige. En historie der aldrig slutter

Fredag nåede de facto-handelskrigen mellem USA og Kina et foreløbigt toppunkt.

Med præsident Trumps beslutning om, at toldsatserne på kinesiske varer for 200 mia. dollar skulle hæves fra ti pct. til 25 pct., er en erklæret – og ikke bare en de facto – handelskrig tæt på at være et faktum.

Der forhandles i Washington DC for at forhindre en handelskrig. Men begge parter ser ud til at spille hardball og nægter at give sig.

Uanset udfaldet, så er skaden af handelskonflikten sådan set allerede sket. Aktiekurser er ramt. Troen på fortsat høj vækst har fået ridser globalt, og hele diskussionen understreger bare, at konflikter om handel og økonomi næsten kun kan blive endnu dybere, når USA og Kina kæmper videre om magten.

Ambu-direktørens dybe fald

På skrivende tidspunkt ved vi ikke præcis, hvad der udløste fyresedlen til den mangeårige Ambu-direktør, Lars Marcher.

Sikkert og vist er det dog, at noget i den grad må have været »galt«, siden bestyrelsesformand Jens Bager pludseligt traf beslutningen og meddelte det til en angiveligt højst overrasket Lars Marcher.

Marcher stod i mange år i spidsen for en virksomhed, hvis aktiekurs steg og steg. Det gjorde mange aktionærer særdeles velhavende, herunder Lars Marcher selv.

I de år har Lars Marcher også været ganske tydelig i kommunikationen, og set udefra har han været manden, der så sig selv som symbolet på virksomhedens succes.

Den slags har det med at skabe problemer. Så et gæt er, at bestyrelsen er blevet træt af en direktør med høj stemmeføring, der ikke i tilstrækkelig grad har evnet at »høre« budskaberne fra en bestyrelse, som selvsagt vil holde på magten i selskabet.

Valg, valg og atter valg. Men godt nok ikke meget substans

Vi er endnu i den tidlige fase af en lang valgkamp. Og taler vi indhold – i hvert fald med erhvervsøkonomiske briller – så kan den blive nærmest ubærlig lang.

For det har været dage med mange og dyre løfter, og der er tydeligvis ingen grænser for, hvad der kan lade sig gøre, når politikerne skal vinde stemmer.

Mindre klare i spyttet bliver politikerne, når de udfordres på de økonomiske fakta bag deres forslag. For hvor skal pengene komme fra til flere varme hænder? Og hvor skal pengene komme fra, når flere skal på pension – og tidligere endda. Og hvad med regningen for klimakrisen – og behovet for hurtige løsninger?

Ét mantra går igen i politikernes svar – på tværs af partiskel: »Det økonomiske råderum«. For tror man på politikerne, så er de økonomiske råderum en regulær svulmende pengetank.

Desværre har ingen endnu helt kunnet forklare, hvordan fremskrevne vurderinger af indtægter og udviklinger i den danske økonomi skulle kunne betale regningerne for politiske ønsker her og nu. Men den slags er nok mindre vigtig i en politisk verden – fjernt fra virkeligheden.

Peter Suppli Benson er erhvervsredaktør på Berlingske