Falsk IKEA udloddede gavekort på Facebook

Falsk IKEA tiltrak flere tusinde fans på få timer.

Foto: KAREN BLEIER
Få et gavekort på 1000 dollar til IKEA. Sådan lød det gode påsketilbud for kort tid siden på Facebook.

Men de mange tusinder fans, der hurtigt tilmeldte sig siden, måtte sende en hvid pil efter gavekortet. Selv om det var både IKEAs navn, logo og webside, var det ikke den ’rigtige’ svenske møbelforretning, der stod bag tilbuddet. Det skriver clikz.com.

Inden siden ’IKEA Get a FREE §1000 IKEA Gift Card! (ONLY AVAILABLE 1 DAY)’ blev lukket ned, nåede den at få 40.000 fans.

Ifølge clikz.com er det fjerde gang inden for en måned, at IKEAs navn og logo er blevet misbrugt på Facebook.

IKEA-talsmand Mona Astraa Liss siger, at det er meget frustrerende.

- Det bekymrer os dybt, at vores kunder bliver vildledt og udnyttet.

Det var IKEAs juridiske afdeling, der fik siden lukket.