Falder Danske Bank, falder Danmark

Genlæs denne artikel fra 2012: Der var en stemning af, at Danmark stod på den finansielle afgrund, da bankerne gispede efter vejret i oktober 2008.

Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var midnat natten mellem søndag den 5. oktober og mandag den 6. oktober 2008.

De så både trætte og tilfredse ud, daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) og erhvervs- og økonomiminister Lene Espersen (K), som de sad omgivet af dollargrønne vægge og de mange forgyldninger. Siddende på sin jordkugle udtrykte gudinden fra loftmaleriet et guddommeligt forsyn.

Rentekammersalen er Finansministeriets knudepunkt, hvor der normalt præsenteres finanslove og holdes pressemøder, men der var intet normalt over det hasteindkaldte midnatspressemøde i 2008.

De to økonomiske topministre fra den daværende VK-regering præsenterede her en omfattende redningspakke, der spændte en ubegrænset statsgaranti ud under de danske banker, som var blevet alvorligt rystet af krakket i den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers tre uger tidligere.

Arkivfoto fra 2009. Finansminister Lars Løkke Rasmussen fremlægger Finanslovforslaget for 2009 - I form til fremtiden - tirsdag den 26. august i Rentekammeret i Finansministeriet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Den danske banksektor kæmpede med en krise, der syntes at eskalere dag for dag. Det internationale pengemarked var frosset til et absolut nulpunkt, og det betød, at bankerne havde endog meget svært ved at hente frisk likviditet.

Officielt var Bankpakke 1 en pakke til de danske banker, mens pakken mere uofficielt blev kaldt en pakke til Danske Bank. Om det ene er mere rigtigt end det andet, mangler omverdenen fortsat at få at vide.

På Christiansborg fortæller centrale kilder fra bankpakkeforhandlingerne, at de blev underrettet om, at Danske Bank kun formåede at hente den daglige mængde penge »med overarbejde«. Finansieringen var »dagens spænding«, pointeredes det, og når Bankpakke 1 partout skulle præsenteres midt om natten mellem søndag og mandag, så var det af frygt for, at dankortautomaterne ellers ville lukke mandag morgen, lyder det fra kilder i både det politiske og finansielle miljø.

Det er hævet over enhver tvivl, at landets største bank i efteråret 2008 havde enorme problemer med at få tilstrækkelig frisk likviditet særligt i form af dollar for at dække af for en række store milliardlån i USA.

Danske Bank-topchef Eivind Kolding fortalte tidligere på ugen i et interview med Berlingske, hvordan storbanken til tider i denne periode kun kunne låne fra dag til dag, men ifølge Danske Bank selv var banken som sådan aldrig i fare. Banken skulle nok have klaret sig igennem, også uden politisk hjælp, lød det fra Eivind Kolding. Dog med tilføjelsen at Bankpakke 1 var »den vigtige bankpakke«.

Konsekvensen af et krak i Danmarks største bank var uoverskuelig, og på Christiansborg var politikerne ikke i tvivl: »Falder Danske Bank, falder Danmark,« fortæller flere centrale kilder, som dengang var tæt på bankpakkeforhandlingerne. Derfor skulle der handles. Og der skulle handles hurtigt.

Ordførende direktør i Danske Bank, Eivind Kolding. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Berlingske har kulegravet forløbet op til vedtagelsen af den første bankpakke. Ud fra dokumenter og en lang række samtaler med de væsentligste aktører fra den politiske verden og den danske finanssektor er målet at skabe klarhed over hidtil ufortalte forløb i de redningsaktioner, som blev kørt i stilling i al hast i fælles forståelse af, at hvis bankerne kollapsede, ville hele den danske økonomi komme i voldsomme problemer.

Berlingske kunne onsdag i denne uge fortælle, hvordan en del af danskernes tvangsopsparede midler i ATP blev en livgivende likviditetsindsprøjtning til den danske finanssektor. I særlig grad til Danske Bank, der modtog »en betydelig del« af de mindst 40 mia. kr., som ATP placerede i danske banker. Det skete kort før vedtagelsen af Bankpakke 1 og med en garantistillelse fra Nationalbanken.

Torsdag kunne Berlingske på baggrund af en ikke offentliggjort opgørelse fortælle, hvordan »langt over« 240 milliarder kroner af danskernes tvangsopsparede pension i ATP i al ubemærkethed bidrog til at holde Danmark på det rette finansielle spor i perioden fra september 2008 til november 2010. En aktion, som ifølge dokumentet havde til hovedformål, at »holde hånden under den finansielle sektor«.

Blev de danske pensionsopspareres tvangsopsparede penge i ATP dermed brugt til at redde en nødlidende finanssektor, eller levede aktionerne i virkeligheden op til formålet om, at ATP på bedste vis skal forvalte danskernes pension, spurgte politikere i denne uge.

For at forstå løsningerne, må man forstå problemerne. Og de problemer, der tårnede sig op i efteråret 2008 var markante.

Finanskrisen havde på det tidspunkt raset et stykke tid med bankkollaps i både ind- og udland - blandt andet med Roskilde Bank i sommeren 2008. September i 2008 skulle dog vise sig at blive finanskrisens Ground Zero med et hæsblæsende begivenhedsforløb af krak, styrtdykkende aktiekurser og redningsaktioner.

Det første varsel om de helt ekstraordinære begivenheder i september kom 7. september, da de amerikanske myndigheder overtog kontrollen med de to realkreditkæmper Fannie Mae og Freddie Mac i en aktion, der blev beskrevet som »en af de mest gennemgribende regeringsindgreb i de private finansielle markeder i årtier.« Det skete i kølvandet på realkreditgiganternes tab af milliarder af dollar, efter at det amerikanske boligmarked var styrtdykket i værdi på grund af de risikable subprimelån.

Den aktion sendte chokbølger ud på verdens finansmarkeder, men det var først otte dage senere, at det stod klart, hvor galt det stod til.

Den 15. september indgav den amerikanske storbank Lehman Brothers konkursbegæring og skabte dermed en dominoeffekt, der sendte banker og finansmarkeder verden over ud i systemkrise, som ingen kendte dybden af. Her begyndte problemerne for alvor. Både i USA og herhjemme.

Foto: PETER FOLEY.

I Danmarks største bank Danske Bank på Holmens Kanal i København blev stemningen stadig mere alvorlig i ugerne efter den store amerikanske investeringsbanks kollaps. Hver dag mødtes nøglepersoner i Danske Banks hjerte - det herskabslignende mødelokale Den Blå Sal, hvor malerier af danske konger og dronninger skuede ned fra væggene. Derfra kunne topledelsen hurtigt gå de få meter til daværende topchef Peter Straarups herreværelses-agtige direktionsgemakker med skopudsegrej på toilettet og museumslignende ro. Det var hér, de vigtigste beslutninger blev truffet.

Også omverdenen bed mærke i, at der skete noget med Danske Banks tidligere nærmest usårlige topchef i de dage, da Peter Straarup som en understregning af situationens alvor mødte op til forhandlinger om bankpakken. Et usædvanligt fremmøde, fordi Straarup på det tidspunkt ikke var formand for bankernes brancheorganisation Finansrådet. Det var derimod Nordea-direktøren Peter Schütze, og indtil bankpakkeforhandlingerne var det kreditchef Per Skovhus, der repræsenterede Danske Bank i Finansrådets bestyrelse.

Lehman-kollapset skabte en koma-lignende tilstand på finansmarkeder, hvor samtlige banker i verden forsøgte at hive deres egne penge hjem. Det skabte problemer for de danske banker, der skulle refinansiere deres store lån. Det var likviditet, der var en mangelvare på det tidspunkt, og især hos Danske Bank sad man i perioden og var dybt bekymrede over, hvor længe man kunne holde vejret, inden det var livsnødvendigt at fylde bankens lunger med friske lån. Særligt refinansieringen af en amerikansk lånefacilitet på langt mere end 100 mia. kroner gav anledning til bekymring i banken. Pengestrømmen var ved at tørre ud. Til tider blev likviditeten hentet fra dag til dag, hvilket var en kritisk situation for en bank af Danske Banks størrelse.

»Der sker et afgørende gearskifte med Lehman Brothers konkurs, som får markedet til at fryse helt til. Mange blev også overraskede over at amerikanerne lod den gå ned  i dag er det vel en bred vurdering, at det var en fejl. Det, der skete i efteråret 2008, ændrede fuldstændig konjunkturbilledet,« siger nationalbankdirektør Nils Bernstein og peger på, at verdenshandlen faldt med 20 procent, og at Danmark endte 2009 med et fald i BNP på omkring fem procent.

Arkivfoto. Nils Bernstein, tidligere direktør for Nationalbanken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nanna Kreutzmann.

Helt frem til krakket i Lehman Brothers og tidligere i forbindelse med de hjemlige bankkollapser i ebh bank og Roskilde Bank var Nils Bernstein overbevist om, at banker i problemer kunne håndteres som enkeltstående tilfælde:

»Vi mente, at vi kunne håndtere det sag for sag. Med det, der sker med Lehman, hvor Danmark samtidig blev udsat for en valutakrise, gjorde, at der var behov for meget kraftige reaktioner fra det offentliges side,« siger Bernstein, der er blevet beskyldt for at spille en alt for passiv rolle i de vilde år op til finanskrisen.

Han fremhæver nu, at han og Nationalbanken spillede en nøglerolle i forhold til det hektiske forløb op til vedtagelsen af Bankpakke 1 og det senere forløb op til Bankpakke 2, hvor staten stillede 100 milliarder kroner til rådighed for banksektoren.

Netop nationalbankdirektøren var også dybt involveret i et af de første forsøg herhjemme på løse krisen.

Fredag den 19. september fire dage efter krakket i Lehman Brothers havde Bernstein samlet en række store, danske pensionskasser til et møde. De kunne måske sidde med den likviditet, som bankerne manglede, og med ATP, Pensiondanmark, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og PFA Pension som nogle af deltagerne var der kontakt til »dem, der kunne udskrive checks med det samme«, som en kilde formulerer det i dag.

Bernstein, der stopper 1. februar som nationalbankdirektør, ønsker ikke at kommentere det konkrete forløb dengang. Men daværende direktør i pensionskassen Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), Jeppe Christiansen, husker mødet og forhandlingsforløbet, hvor pensionssektoren uden om politikerne arbejdede på at få en kommerciel redningspakke til bankerne på plads.

»Jeg havde kontakten til Nationalbanken, og jeg opfattede situationen som borgerligt ombud: Det var noget, man bare stillede op til, fordi problemet var så alvorligt vi måtte smide alt andet, da vi blev spurgt,« siger Jeppe Christiansen, direktør i Maj Invest, som det tidligere LD Invest hedder i dag.

Han havde ingen fornemmelse af, hvor initiativet til at finde en privat løsning på likviditetsproblemet kom fra.

Foto: Asger Ladefoged.

»Men det var Bernstein, der inviterede til mødet, hvor man skulle se på det øjeblikkeligt, og det var også min klare opfattelse, at man var nødt til at gøre noget akut. Jeg anså bankernes likviditetsmangel som et problem, der kunne komme ud af kontrol meget hurtigt,« siger Jeppe Christiansen.

Pensionskasserne arbejdede med en skitse til en løsning, hvor der skulle stilles et tocifret milliardbeløb til rådighed i likviditet til de danske banker på markedsvilkår, men planen nåede aldrig at blive færdig. I mellemtiden overhalede virkeligheden løsningen, og det skyldtes især Danske Bank.

I den irske hovedstad, Dublin, var bankerne endnu mere pressede end i Danmark, og den 30. september 2008 sendte den irske regering rystelser gennem systemet med annonceringen af en ubegrænset statsgaranti til alle de irske banker, men ikke til de udenlandske, der agerede i Irland. Derfor blev det irske problem tæt knyttet til Danmark. For efter at Danske Banks daværende topchef Peter Straarup havde købt den irske National Irish Bank i 2004, havde han på få år firedoblet bankens lån til det hurtigtkørende, irske vækstlokomotiv, der skulle ende med at køre af sporet.

Den irske statsgaranti kunne betyde, at der kunne opstå et såkaldt »run« på banker som Danske Bank uden statsgaranti. Hvis irerne begyndte at stå i kø for at hæve deres indeståender, kunne det svække Danske Banks likviditetssituation, der i forvejen var presset som følge af de tilfrosne lånefaciliteter i USA.

Beskeden fra Nationalbanken til ministeriernes departementschefer var ifølge Berlingskes kilder umisforståelig: I har en uge til at finde en løsning.

Derfor skulle politikerne på banen, og på en stribe møder mellem regeringen, de socialdemokratiske topfolk Helle Thorning Schmidt og Morten Bødskov, samt den uofficielle skyggefinansminister og formand for Folketingets finansudvalg Kristian Thulesen Dahl fra Danske Folkeparti tog planen form.

En stribe af hemmelige møder blev holdt i Erhvervs- og Økonomiministeriet bag smedejernsporten i Slotsholmsgade ved Christiansborg i ugen op til lørdag-søndag den 5-6. oktober. Forhandlingerne er blevet beskrevet som harmoniske måske netop fordi der var en fælles forståelse af, at der var meget på spil. I hvert fald købte bankerne, der blev repræsenteret ved topcheferne Peter Straarup og Peter Schütze, politikernes pris for statsgarantien på op til 35 mia. kr. på to år.

En milliardregning, som netop de to storbanker Danske Bank og Nordea kom til at betale broderparten af. At de to bankbosser med ry som hårde hunde i forhandlingssammenhænge pungede ud viste, hvor uundværlig Bankpakke 1 blev anset for på daværende tidspunkt. Danske Bank beskriver selv, hvor kritisk det var med en statsgaranti, i regnskabet for 2008:

»Koncernens likviditetsmæssige styrke blev for alvor sat på prøve i slutningen af september måned, da adgangen til nansiering fra udlandet forsvandt umiddelbart. Som følge af beslutningen om at deltage i statsgarantiordningen k koncernen adgang til kort og mellemlang nansiering særligt i USD (dollar, red.)«.

Resultatet af forhandlingerne blev præsenteret på pressemødet i Rentekammersalen, men allerede snart efter pressemødet stod det klart, at pakken først ville få effekt, når den var vedtaget i Folketinget. Ellers havde udlandet ingen tillid til redningsplanen.

Og mens lovforslaget blev hastet igennem, stillede Nationalbanken sig bag bankerne i en midlertidig garanti, hvilket fik livgivende likviditet til at begynde at rulle, bl.a. mellem ATP og Danske Bank. Bankpakken blev endelig vedtaget fredag den 10. oktober. Med en hurtig aktion havde staten Danmark stillet sig bag bankerne. Og det var sidste gang, at det skulle ske, lod daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen(V) forstå:

»Vi har trukket i det ultimative håndtag, nemlig ved at stille hele statens kreditværdighed bag den samlede danske finanssektor. Og det kan man ikke gøre to gange,« sagde han til Morgenavisen Jyllands-Posten den 9. oktober dagen før vedtagelsen.

Få uger senere begyndte spillet om Bankpakke 2.

Artiklen er bragt d. 12 december 2012