Redningsvirksomheden Falck afskediger 300 danske medarbejdere, efter at udbruddet af coronavirus har givet lavere aktivitet og dermed en nedgang i de økonomiske resultater.

I alt er 450 medarbejdere ud af i alt 30.000 ansatte verden over blevet sagt op.

»Vi ser, at efterspørgslen efter vores ydelser vender tilbage, men det sker på et nyt normalniveau, som er lavere end før udbruddet af den globale pandemi og tilbagegangen i samfundsøkonomien. Dertil kommer, at den underliggende forretning har været vigende på grund af en række kontraktudløb,« udtaler topchef Jakob Riis i en pressemeddelelse.

Falck meldte i maj ud, at omsætningen i første kvartal faldt med seks procent i forhold til samme periode i fjor. Samtidig blev driftsresultatet mere end halveret til 109 millioner kroner.

Virksomheden er især påvirket i den del af forretningen, der er aktivitetsbaseret. Det gælder for eksempel inden for assistance i Københavns Lufthavn, patienttransport samt vejhjælp og sundhedsydelser i Norden.

»Vi er kede af at sige farvel til dygtige medarbejdere. Under den nuværende pandemi har mange medarbejdere ydet en ekstraordinær indsats. I andre dele af forretningen er efterspørgslen faldet markant og vender langsomt tilbage til et nyt lavere normalniveau. Vi har en forpligtelse til at sikre, at Falck fortsat er en økonomisk sund virksomhed, der kan investere i at skabe markedsledende services til sine kunder og være en god arbejdsplads for sine medarbejdere,« siger Jakob Riis.

Falck har indledt konsultationer med faglige foreninger, beskæftigelsesråd mv. efter gældende regler i de markeder, hvor afskedigelserne finder sted. De konkrete afskedigelser i Danmark sker senere i juni.

Den danske virksomhed har tidligere meddelt, at 1.600 ansatte har været midlertidigt sendt hjem.