Falck ansætter tidligere Tryg-direktør som ny kassemester

Redningskoncernen Falck har fundet afløseren for Morten Pedersen som ny koncernfinansdirektør (CFO). Det bliver Tor Magne Lønnum, som tidligere har været CFO i forsikringskoncernen Tryg.

Foto: Keld Navntoft. Tor Lønnum.
Læs mere
Fold sammen

Forandringerne i den pressede redningskoncern Falck står i kø efter at topchefen Allan Søgaard Larsen stoppede i december sidste år. Nu er der også fundet en ny koncernfinansdirektør, som afløser for Morten Pedersen, der kørte tæt parløb med Allan Søgaard i en lang årrække.

Søgaard og Pedersen ejer tilsammen over 10 pct. af Falck, men røg ud af virksomheden efter strategisk uenighed med hovedejerne af Falck, Lundbeckfonden og Kirkbi.

Morten Pedersen har fortsat en periode i ledelsen af Falck, men stopper nu. Det samme gør Søren Vuust, der har løst CFO-lignende opgaver under Morten Pedersen, der også var viceadm. direktør i Falck.

Det bliver den 49-årige Tor Magne Lønnum, der tiltræder i september som ny koncernfinansdirektør (CFO) og medlem af direktionen i Falck. Tor Magne Lønnum kommer fra en tilsvarende stilling i det internationale marketing- og analysefirma Aimia i Canada. Tidligere har Tor Magne Lønnum været CFO i forsikringsselskabet Tryg. Det blev han i 2011, hvor han afløste Morten Hübbe som CFO, da Hübbe avancerede fra CFO til adm. direktør og CEO i Tryg.

Den nye Falck-boss Jakob Riis er glad for ansættelsen af Tor Magne Lønnum.

»Tor har gennem en årrække bevist i blandt andet Tryg, at han i den grad evner at bidrage til processer, hvor indtjeningen skal styrkes, og han evner at holde et klart fokus på den ledelsesopgave, der følger med i at arbejde i en stor, international koncern,« siger Jakob Riis.

Riis siger, at Lønnum får en nøglerolle i genrejsningen af Falck, som gennem de seneste par år har fået problemer med indtjeningen som følge af, at virksomheden er vokset for hurtigt.

»Vi står over for betydelige udfordringer i forhold til indtjeningen i Falck, men har samtidig et stort uforløst globalt potentiale. Tor bringer både stærke finansielle og internationale erfaringer med sig ind i Falck. Jeg glæder mig rigtig meget til, at Tor tiltræder og vi kan begynde rejsen sammen mod et nyt og stærkere Falck,« siger Jakob Riis.

Også Tor Magne Lønnum ser frem til at tiltræde stillingen i Falck-koncernen.

»Nogle gange kommer der nogle muligheder, som man ikke skal sige nej til. Dette var en af disse muligheder. Falck er som selskab utroligt spændende. Samtidig kan jeg byde ind med nogle kompetencer, der er brug for. Falck har en stolt historie, et rigtigt godt brand i hele Skandinavien og en lovende international forretning. Og så er Falck inde i en spændende periode. Så jeg glæder mig virkelig til min første arbejdsdag og samarbejdet med Jakob Riis og resten af Falck«, siger Tor Magne Lønnum.