Fakta trækker Coop-resultat ned

Dagligvarekoncernen Coop har solgt en anelse flere varer i 2015 i forhold til året før og leverer det tredjebedste resultat nogensinde. Fakta sætter dog stadig sit negative præg i koncernens regnskabsbøger.

Coops administrerende direktør Peter Høgsted er overvejende positiv, når han ser på Coop-koncernens præstation over en bred kam i 2015. Også når det kommer til Fakta. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Det var forventet, men et Fakta-underskud på et trecifret millionbeløb sætter alligevel sit spor i Coops regnskab for 2015. Dagligvarekæden Coop har præsenteret sine regnskabstal for 2015, og de viser blandt andet et stort underskud i koncernens discountkæde Fakta.

Coops administrerende direktør Peter Høgsted er dog overvejende positiv, når han ser på Coop-koncernens præstation over en bred kam i 2015. Også når det kommer til Fakta.

»Underskuddet er forventet, og vi er fortrøstningsfulde i forhold til Faktas turnaround. På grund af engangsomkostninger i 2016 og de lukninger, vi har annonceret, får vi også et negativt resultat i 2016, omend mindre end i år,« siger Peter Høgsted.

Men efter 2016 skal det så også være slut med underskud i den lidende kæde. Topchefen forventer sorte tal på Faktas bundlinje i 2017. 13 Fakta-butikker er blevet lukket i 2015, og flere får samme skævne i 2016.

På trods af underskuddet i Fakta har Coop leveret sit tredjebedste regnskab i koncernens historie. Omsætningen inklusiv de selvstændige købmænd ligger en smule højere sammenlignet med året før og lander på 45,2 milliarder kroner mod 44,7 milliarder kroner i 2014.

Driftsresultatet i form af ebit endte på 632 millioner kroner mod 523 millioner i 14, hvilket er en fremgang på lige over 100 millioner eller 21 procent. Coop har samtidig øget udbetalingen af dividende, som ligger på 1,6 millioner kroner.

Ser man på de enkelte led i Coop-koncernen opnåede de selvstændige købmænd det bedste resultat nogensinde med et driftsresultat (ebit) på 292 millioner kroner mod 194 i 2014. Også SuperBrugsen leverede sit bedste resultat i kædens historie, mens Kvickly fordoblede resultatet i forhold til året før og dermed også leverer det bedste resultat nogensinde.

Irma og DagliBrugsen ligger jævnt på niveau året før, og så er der altså lige Fakta, som bløder med underskud.

»Samlet set er det et tilfredsstillende år. Det er især tilfredsstillende, at de to supermarkedskoncepter i Superbrugsen og Kvickly performer, som de gør, og at Irma fastholder det gode niveau,« siger Peter Høgsted og tilføjer, at alt går som forventet og han er »glad og tilfreds«.

Coop har tralvt med at sætte initiativer i gang for at leve op til det madmanifest, koncernen lancerede, efter Peter Høgsted trådte til som topchef for Coop i 2013. Senest har Coop tidligere på året lanceret måltidsløsninger i samarbejde med Cofoco og Meyers for at give danskerne et alternativ til usund take-away og ikke mindst for at udvide dagligvaremarkedet, som har ligget på omkring 100 milliarder kroner de seneste mange år.