Fagforening: Det lyder fantastisk, men ...

Flere deltidskontrakter? Det lyder fantastisk, siger kabinepersonalets fagforening. Man vil bare ikke have SAS’ version.

Foto: SCANPIX SWEDEN

Der går ikke et år, uden at et stort, europæisk luftfartsselskab er ude i benhårde lønforhandlinger med sine ansatte. SAS er ingen undtagelse, og på den anden side af bordet har kabinepersonalets fagforening, CAU, ofte siddet.

SAS’ administrende direktør, Rickard Gustafson, lægger på disse sider op til, at de kommende overenskomster skal være mere fleksible. Han forestiller sig blandt andet, at det kan lade sig gøre med færre fuldtidsansatte, og den er man med på i CAU. Og så alligevel ikke.

»Vi vil rigtig gerne lave deltidsordninger. Der er ikke noget, vi hellere vil. Mange af vores medlemmer er kvinder med børn, og de vil gerne have deltidsstillinger,« siger Jean Pierre Schomburg, næstformand i CAU.

Problemet for CAU er SAS’ fortolkning af deltid. Ifølge Jean Pierre Schomburg måler SAS deltid på månedsbasis – altså at man kan arbejde fuldtid i tre uger og så have én uge fri.

»Det er ikke det, folk har brug for. De har brug for at få dagligdagen med børn, privatliv og arbejdsliv til at hænge sammen. Det får man ikke ved at have al sin fritid sidst på måneden, fordi det lige passer ind i et EDB-system.«

Om forhandlingerne om deltidskontrakterne bliver et stridspunkt i de kommende overenskomstforhandlinger, må tiden vise. Men efter SAS’ nylige overflytning af en række medarbejdere til Cimber er tilliden til arbejdsgiveren tyndslidt i CAU, hvor man føler sig kørt over af luftfartsselskabet.

»Tilliden er der ikke for nuværende, og det er meget beklageligt, for det er meget store udfordringer, vi står overfor,« siger Jean Pierre Schomburg.