Fagboss klar til slagsmål om natarbejde i detailbutikker

Butikkerne forlænger deres åbningstider, og flere steder bliver dørene slået op om natten. Den udvikling betyder, at HK i overenskomstforhandlingerne vil have spørgsmålet om natarbejde drøftet.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen. Bilka i Fields København og varehuschef Esben Gjessing fotograferet torsdag den 10. december 2015, fordi den fra fredag holder åbent 24 timer i døgnet.
Læs mere
Fold sammen

Stadig flere dagligvarebutikker holder dørene åbne, selv om klokken har passeret midnat, og de fleste mennesker er gået til ro.

Senest har varehuset Bilka One Stop i Fields besluttet sig for at holde åbent alle døgnet 24 timer på forsøgsbasis.

Også Netto, der ligesom Bilka er under Dansk Supermarked, har flittigt åbnet nye døgnbutikker blandt i København og Aarhus.



Med udviklingen skal flere medarbejdere også til at arbejde om natten, og derfor melder HK Handels sektorformand, Per Tønnesen, nu ud, at spørgsmålet om natarbejde skal vendes i de kommende overenskomstforhandlinger.

»Jeg garanterer dig for, at den udvikling, vi har set i Netto og Bilka, bliver et tema i overenskomstforhandlingerne. Og det tror jeg også allerede, man har fremskrevet ovre på den anden side af bordet,« siger han med henvisning til modparten nemlig Dansk Erhverv.

Om det er løn, arbejdstidsregler eller særlige tillæg for natarbejde, der skal diskuteres, når den nuværende overenskomst udløber i 2017, vil Per Tønnesen ikke løfte fortælle.

»Jeg forhandler ikke med Dansk Erhverv gennem Berlingske, selv om det kunne være underholdende. Men det er klart, at det her vil blive et tema. Når vi ser flere butikker åbne om natten, så er det også en udvikling, vi vil tage op,« siger han og peger på, at der i dag kun eksisterer regler for lange aftener, og ikke er noget specifikt om natarbejde.

Per Tønnesen konstaterer samtidig, at de planlægningsbestemmelser, der er på området, gør, at ansatte kan sige nej til at arbejde mere end to lange aftener om ugen og syv ud af 16 weekender - også selv om butikken holder åben om natten.

Alligevel skal flere ting drøftes med arbejdsgiverne.



Hos modparten i forhandlingerne Dansk Erhverv vil man ikke forholde sig til udmeldingen fra HK Handel, men underdirektør i organisationen Morten Schønning Madsen slår fast, at man går efter at få så fleksible regler på området som muligt.

»Grundlæggende vil vi ikke forhandle overenskomst i pressen. Men vi har et overordnet ønske om, at overenskomster udvikler sig i takt med samfundet. Døgnåbne butikker ligger også inden for den virkelighed, så det er også et område vi må se på,« siger han.

Bilka oplyser, at natarbejdet i deres butik i Fields er blevet løst mellem medarbejderne af frivillighedens vej.