Hvorfor skal fagbevægelsen eje en bank, når ikke den skal eje et forsikringsselskab? Dette spørgsmål vil professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen gerne stille de fagforeningsledere, der for 8,2 milliarder kroner valgte at sælge forsikringsselskabet Alka til Tryg.

For det er de selvsamme fagforeninger, der er en del af ejerkredsen bag landets syvendestørste bank, Arbejdernes Landsbank.

HK-formand og nu snart tidligere Alka-bestyrelsesformand Kim Simonsen udtalte i forbindelse med Alka-salget, at det ikke er »nødvendigt for fagbevægelsen at eje et forsikringsselskab«, og dette hæfter Henning Jørgensen sig ved.

»Kim Simonsen siger, at man skal holde sig til sin kerneopgave, som er at drive fagforeningsvirksomhed, ikke forsikringsvirksomhed. Det argument må vel alt andet lige også gælde i forhold til at drive bank. Hvis argumentationen skal tages for pålydende, så må det næste skridt være at finde en køber til Arbejdernes Landsbank,« siger professoren.

Men fagbevægelsen har ifølge Kim Simonsen brug for en bank, fordi den i tilfælde af eksempelvis konflikt har brug for likvider.

»Hvis HK bruger strejkevåbnet i forbindelse med overenskomstforhandlinger, så skal vi kunne hente penge til medlemmernes tabte arbejdsfortjeneste, og derfor er det vigtigt, at fagbevægelsen kontrollerer en bank,« forklarer Kim Simonsen.

Heller ikke Dennis Kristensen kan se et salg af Arbejdernes Landsbank for sig, men FOA-formanden indrømmer dog også, at han for kort tid siden havde vanskeligt ved at se et salg af Alka:

»Jeg kan slet ikke forestille mig, at banken bliver sat til salg. Omvendt havde jeg heller ikke for to måneder siden forestillet mig, at nogen ville sælge Alka.«

Ifølge Henning Jørgensen har Fagforeningerne for en række år siden erkendt, at de ko­o­pe­­rative virksomheder – eksempelvis Alka og Arbejdernes Landsbank – ikke kan drives på markedsvilkår uden en professionel ledelse. Fagbevægelsens top har accepteret konkurrencesamfundets betingelser, hvilket har ført til, at fagbevægelsens virksomheder, eksemplificeret ved Alka, klarer sig godt.

»Alka har vist sig at blive et aktiv, som man pludselig har fået gennem god ledelse og tilfredse kunder. Måske er fagforeningernes ledelser blevet overraskede over størrelsen af det tilbud, man har fået af Tryg. Det samme kan vise sig at blive gældende i forbindelse med Arbejdernes Landsbank,« siger Henning Jørgensen.

Bankens omsætning og resultat har været støt stigende de seneste fem år – den havde ved udgangen af juni 1.054 medarbejdere og udlån for 21,4 mia. kroner. Bankens egenkapital lød her på seks mia. kroner, og det kan i dette tilfælde sidestilles med bankens indre værdi, som ifølge bankforsker Lars Krull sådan cirka ville være den pris, fagbevægelsen ville kunne få i forbindelse med et salg af banken.

»Arbejdernes Landsbank gør det og har gjort det godt. Det er en veldrevet bank, der som den eneste er kommet ud af finanskrisen uden én eneste plet. Banken har et rigtigt godt renommé, og det kan måske føje lidt til prisen.«

Men skal man tro fagbevægelsen, er banken altså fredet.

»Det ligger bestemt ikke i kortene at sælge Arbejdernes Landsbank. LO-forbundenes behov for en bank i forhold til kapitalberedskab med videre er helt afgørende for fagbevægelsens styrke,« lyder det fra 3F-formand og bestyrelsesformand i Arbejdernes Landsbank Per Christensen i en skriftlig kommentar.

Han bakkes op af sin kollega Claus Jensen, der er Dansk Metal-formand og næstformand i Arbejdernes Landsbank. Han har ingen »aktuelle planer« om at sælge banken. Den plan er heller ikke på tegnebrættet hos NNF-formand Ole Wehlast:

»Jeg har ingen intentioner om at gå med til at sælge Arbejdernes Landsbank. En bank spiller en lidt større rolle i vores hverdag som fagforening, end et forsikringsselskab gør.«