Færre hackersucceser mod danske netsider

Et enkelt hackerangreb betød overtagelse af 84 danske netadresser.

Hackere går fortsat efter danske netsider, men succesraten er lavere. Arkivfoto: Iris/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Mængden af danske netsteder, som bliver overtaget af hackere, er igen nede på »normalen« efter en voldsom stigning i efteråret.

I november blev i alt 158 danske netadresser med .dk som »efternavn« overtaget af hackere, der typisk skiftede sider ud med deres eget politiske og/eller religiøse indhold. Den slags kaldes teknisk for »defacement«.

Masseangreb indtog 66 procent af siderne

De 158 netadresser er et fald på 23 procent i forhold til oktober, hvor 205 netadresser bukkede under. I september var det dog hele 409 danske netadresser, der blev hacket, oplyser IT-sikkerhedsorganisationen DK-CERT, der overvåger den danske del af Internettet.

Februar var den hidtil hårdeste måned i år. Her fik 440 netadresser ufrivilligt nye budskaber lagt ind.

Det største enkeltangreb i november skete den 8.-9. Her blev 84 netadresser - eller 66 procent af alle de hackede adresser - overtaget på én gang, da det lykkedes hackere at trænge ind på et nethotel, hvor serverne huser mange forskellige domæner.

1,33 millioner danske netadresser

Når hackerangrebene opdages, skal de enkelte netadresser sørge for at få lagt deres eget materiale tilbage igen og få skiftet adgangskoderne, så hackerne bliver låst ude. Kan man ikke selv klare det, kan man få sin internetleverandør til at stå bi.

Der var 10. december i alt 1.333.045 netadresser med .dk, viser tal fra DK-Hostmaster, som er ansvarlig for det såkaldte .dk-domæne og dermed for at holde hus med samtlige danske netadresser.