Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Engang var lokalsamfundet i nord-jyske Fjerritslev stolt af og loyal mod den traditionsrige Egnsbank Han Herred. Lokalbanken, der var en sammenlægning af de historiske Han Herreders Sparekasse grundlagt i 1858 og Fjerritslev Bank grundlagt i 1898, fokuserede på at servicere de lokale privat- og erhvervskunder, der holdt til i det naturskønne område i bunden af Jammerbugt, hvor også det anerkendte Svinkløv Badehotel har ligget siden 1925.
I dag sænker mange af de 3.400 indbyggere i Fjerritslev hovedet, når snakken falder på banken, og nævner man navnet Finn Strier Poulsen, lyser bitterheden ud af deres ansigter.
Finn Strier Poulsen var administrerende direktør i Egnsbank Han Herred. Og han var i 2001 manden bag en ny strategi, der skulle udvikle banken fra at være en lokal bank til at være »Bank nr. 2«, som strategien hed, for store erhvervskunder uden for lokalområdet, ligesom strategien indebar etablering af betydelige nichevirksomheder inden for områderne pantebrevshandel, ejendomsadministration, nødlidende fordringer, anpartsinvestering og så videre. Endda inkassobedrift i udlandet blev en del af forretningen for banken i Fjerritslev.
Banken skiftede navn til EBH Bank i 2005 og voksede kraftigt i en håndfuld år, indtil det hele gik galt i 2008, hvor EBH Bank gik konkurs med et brag. 10.000 aktionærer, primært fra lokalområdet, stod tilbage med værdiløse aktier, og staten stod med en efterladt milliardregning.
Finn Strier Poulsen blev udpeget som syndebuk og kaldt grådig. Blandt andet fordi han efter at have ført banken ud over afgrunden har gjort krav om 23 millioner kroner i fratrædelsesordning fra staten, der gik ind og overtog den nødlidende bank og dermed forpligtelserne. Derudover er den ene kompromitterende historie efter den anden efterfølgende dukket op om Finn Strier Poulsen, hvilket har ført til anklager om grov kursmanipulation, bedrageri og mandatsvig i millionklassen.
Blandt sagerne er den højaktuelle, hvor Finn Strier Poulsen sammen med Sparekassen Himmerlands tidligere direktør, Svend Jørgensen, og tre tidligere medarbejdere blev anklaget og dømt for kursmanipulation. Det skete på baggrund af optagede telefonsamtaler, hvor man blandt andet kan høre Finn Strier Poulsen sige til en medarbejder, at man skal være »bagstopper« på aktien i Sparekassen Himmerland. Under retssagen er det kommet frem, at de to direktører aftalte at købe aktier hos hinanden, men de afviser begge, at det var kursmanipulation.
Ikke desto mindre blev de begge dømt til fem måneders ubetinget fængsel, mens de tre medarbejdere fik tre måneder hver og Sparekassen Himmerland en bøde på fem millioner kroner. De to direktører ankede dommen til Vestre Landsret. Det samme gjorde anklagemyndigheden, Statsadvokaten, der kræver 14-18 måneders fængsel til direktørerne og ligeledes skærpede straffe til de øvrige anklagede.
Efter otte retsdage i Vestre Landsret over de seneste tre uger begynder de seks dommere tirsdag voteringen. På fredag klokken ti falder dommen.
Lokalsamfundet i Fjerritslev venter stadig på en forklaring fra Finn Strier Poulsen, men han er gået under jorden og har ikke udtalt sig til pressen siden bankens krak i 2008.
Han er også flygtet fra de sure miner i Fjerritslev og er kørt næsten så langt væk, som man kan inden for landets grænser. Knap fem timers kørsel østpå har han sammen med konen lejet en strandvejsvilla i Helsingør med udsigt over Øresund.
Han har godt nok lovet en forklaring til de mange godtroende nordjyder, der mistede penge på deres investering i EBH Bank. Men først når sagen er afsluttet.