Fællesbesøg i Baltikum

Jeg er indehaver af en forholdsvis nystartet metalvirksomhed (enkeltmandsvirksomhed). Jeg fungerer som en slags mellemmand mellem mine kunder og nogle underleverandører. Min rolle er at være projektleder og at stå inde for produktkvaliteten, og sørge for at løse problemerne når og før de opstår. Jeg vil gerne finde en eller to underleverandører i Litauen, men har gennemgående for lidt tid til at søge i øst og vest. Findes der nogle genveje? NN

En god måde at få kontakt på, er at deltage i en fællesrejse, hvor en gruppe af virksomheder sammen tager på virksomhedsbesøg i Litauen. Det kan ske gennem både uformelle og mere formelle netværk, for eksempel via brancheforeninger.

Det kan også være initieret af konsulenter, der har specialiseret sig i etablering i for eksempek Baltikum.

Selv om nogle af deltagerne måske kan betragtes som konkurrenter, mener jeg ikke, du skal betragte det som et problem.

Du vil kunne få sparring og erfaring fra de øvrige deltagere, og måske fører det til øget samarbejde i mellem deltagerne. I dagens konkurrencesamfund, er det vigtigere at opbygge relationer og aftale specialisering end at konkurrere imod hinanden.

Et udkomme af en sådan rejse kunne måske blive, at du aftaler at lave et underleverandørsamarbejde i Litauen sammen med en eller flere af de øvrige deltagere.

En sådan løsning vil umiddelbart reducere dine risici og dit ressourceforbrug i forhold til, at du selv skulle stå for kontakten.

Måske kan du ad denne vej forhandle nogle bedre priser, fordi I samlet bliver en mere betydende kunde. Fordelen ved at deltage i gruppe-rejser er endvidere, at du sparer en masse tid i forhold til selv at skulle aftale besøg på stedet.

Med venlig hilsen

Esben Uhrenholt