På blot 18 timer lykkedes det Facebook-koncernens Twitter-konkurrent, Threads, at nå en tiendedel af det antal brugere, som Twitter har brugt 16 år på at opnå.
Flere end 30 millioner havde 18 timer efter åbningen torsdag oprettet sig som brugere af det nye sociale medie, som Facebook-koncernen kalder et »venligt« alternativ til Twitter selv.
Og dermed er Threads blevet en klar trussel mod Twitter, som har bebudet at ville lægge sag an mod Threads for at have misbrugt forretningshemmeligheder, som tidligere Twitter-ansatte skulle have taget med sig.
»Hanekampen er begyndt, og Zuckerberg har leveret et stort slag. På mange måder er det præcis, hvad man kunne forvente sig af Meta: Fremragende udførelse og en brugergrænseflade, der er nemt at navigere i,« siger ledende analytiker Jasmine Enberg fra analysefirmaet Insider Intelligence til nyhedsbureauet Reuters med henvisning til Facebook-stifter og -topchef Mark Zuckerberg.
Annoncørerne følger efter brugerne
Twitter blev stiftet i marts 2006 af Jack Dorsey, Noah Glass, Biz Stone og Evan Williams og åbnede 15. juli samme år. Twitter har anslået 300 millioner brugere, men har ikke offentliggjort konkrete tal, siden rigmanden og serieiværksætteren Elon Musk sammen med en række medinvestorer i oktober 2022 købte selskabet for 332 milliarder kroner oven på et kaotisk forløb, der varede i mere end et halvt år.
»Metas lancering af Threads kom på det perfekte tidspunkt til at give det en chance for at slå Twitter af pinden. Threads vil få en flyvende start, da det bygger på Instagrams platform med den massive brugerskare, og hvis brugerne tager Threads til sig, vil annoncørerne følge tæt bagefter,« siger professor i markedsføring ved Chapman University Niklas Myhr.
Threads blev nemlig åbnet, lige efter at Elon Musk havde annonceret begrænsninger i, hvor mange Twitter-opslag (eller »tweets«) man dagligt ville kunne læse.
Threads ligner i store træk Twitter. Her kan brugerne lægge opslag på op til 500 anslag ud sammen med links, billeder og filmklip, og som på Twitter kan andre brugere svare, markere, at de synes om et opslag, eller dele opslaget med andre.
»Det er så god en start, som vi kunne have håbet på!« skrev Mark Zuckerberg på Threads, hvor han kunne meddele, at brugertallet nu havde rundet 30 millioner.
Selv har han allerede fået én million følgere her.
Ikke lanceret i EU
Facebook-koncernen, som officielt hedder Meta, har koblet Threads-appen sammen med billedtjenesten Instagram, der har flere end to milliarder brugere. Disse kan få lov at genbruge deres brugernavn på det nye medie, og opslag kan slås op på tværs.
Lige nu kan man ikke oprette en Threads-konto alene; man skal have en Instagram-konto for at være med. Det vil lynhurtigt kunne skabe en stor brugerskare, og det er det, der er sket, selvom Threads ikke er blevet åbnet i EU-landene af frygt for, at der ikke fra begyndelsen er styr på de nye opstramninger for data- og privatlivsbeskyttelse.
Dén del ventes først afklaret med EU omkring september.
Threads er åbnet i flere end 100 lande og findes til både iOS- og Android-telefoner og -tablets.
Threads er af nogle brugere blevet kaldt for en »Twitter-dræber«.
»Målet er at holde det venligt, når det udvider sig. Jeg tror, at det er muligt, og at det i sidste ende vil være nøglen til succesen. Der er en grund til, at Twitter aldrig fik held til at blive så stort, som jeg tror, at det kunne være blevet, og vi ønsker at gøre det anderledes,« fastslog Mark Zuckerberg i løbet af torsdagen.
Han sidder på 13 procent af aktierne i Meta, men med en stemmevægt på 54,4 procent, så han reelt bestemmer selv.
Det tyske Mastodon, som under Twitter-kaosset hentede mange nye brugere og ligner Twitter i store træk, har 1,7 millioner månedlige brugere, mens Bluesky, som Twitter-medstifter Jack Dorsey deltager i, har omkring 265.000 brugere.