Facebooks sidste år som barn

Verdens største, sociale netværk fyldte torsdag 12 år og bliver dermed teenager i 2017. Vi samler op på netværkets foreløbige udvikling.

Foto: DADO RUVIC

Verdens største, sociale netværk fyldte torsdag 12 år og bliver dermed teenager i 2017. I Danmark bruger 62 procent af alle over 12 år dagligt Facebook, hvor 15 procent bruger fototjenesten Snapchat og 11 procent billedtjenesten Instagram, som Facebook også ejer. Kun fire procent bruger Twitter. Blandt teenagerne anvender 87 procent dagligt Facebook, mens to af tre bruger Snapchat og knap halvdelen Instagram. Hver dansker har i gennemsnit 235 Facebook-venner. Facebook udvider konstant imperiet og lancerer senest sin egen videotjeneste som konkurrent til det Google-ejede YouTube og Lynartikler, hvor medier kan betale sig til at få lagt sine nyheder ud. Samtidig bruger flere og flere deres Facebook-login som adgang alle andre steder end Facebook, hvorved Facebook i endnu højere grad kan følge brugernes adfærd på tværs af PCer, telefoner m.m.

Facebook-overblik i tal

  • Omsætning i 2015: 17,93 mia. dollars
  • Overskud i 2015: 3,69 mia. dollars (= 68,7 mio. kr. om dagen)
  • Ansatte: 12.691
  • Daglige brugere (dec. 2015): 1,04 mia., heraf 83,6% uden for USA og Canada
  • Daglige brugere på mobiltelefon (dec. 2015): 934 mio.
  • 80% af al annonceindtjening kommer fra mobilbrug af Facebook. Facebook tjener 4,50 dollars (30 kr.) pr. europæisk bruger - de 29,60 kr. kommer fra annoncer
  • 1,59 mia. bruger Facebook hver måned 900 mio. bruger WhatsApp hver måned
  • 800 mio. bruger Messenger hver måned
  • 400 mio. bruger Instagram hver måned
  • 1 mia. bruger Grupper hver måned
  • 500 mio. bruger Begivenheder hver måned (der blev oprettet 123 mio. begivenheder i 2015)
  • 80 mio. bruger Facebook Lite
  • 50 mio. mindre virksomheder bruger Sider
  • 100 mio. timers video bliver vist hver dag

    Tekst: Thomas Breinstrup. Kilder: Facebooks regnskaber, DR Medieudviklingen 2015