Facebook stopper hjemmearbejde efter kæmpenedbrud

Alle ansatte skal nu igen være på pinden inden for tre måneder, lyder ordren fra toppen. Den manglende bemanding var nemlig en væsentlig årsag til, at mandagens nedbrud, som fjernede Facebook-imperiet fra internettet, kom til at vare i mere end seks timer.

Der vil ikke nødvendigvis være opadvendte tommelfingre fra alle 63.000 ansatte i børsnoterede Facebook, efter at de nu bliver beordret tilbage på kontorerne. Josh Edelson/AFP/Ritzau Scanpix

Hjemmearbejdet er inddraget hos Facebook oven på det katastrofale mere end seks timer lange nedbrud mandag i denne uge.

De mange tusinde medarbejdere i det børsnoterede selskab, som driver verdens største sociale netværk, er nu beordret på plads på kontoret igen. At de arbejdede hjemmefra og dermed var langt væk fra deres arbejdsplads, gjorde nemlig nedbruddet på Facebook, Messenger, Instagram og WhatsApp længere, end det havde behøvet at være, mener Facebooks ledelse.