Facebook snuser til Skype

Stifteren af Facebook, Mark Zuckerberg, er angiveligt interesseret i at købe Skype, der selv barsler med en børsnotering. I kulissen spøger dog en anden bejler – søgegiganten Google.

Mark Zuckerberg, stifter og topchef for det magtfulde sociale netværk Faccebook. Fold sammen
Læs mere
Foto: JUSTIN SULLIVAN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skype er atter kommet i søgelyset. Både den sociale netværksgigant Facebook og søgemaskinen Google har været i kontakt med Skype-ejerne for at tale om opkøb eller sa,arbejde, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed er der igen kommet fokus på det delvist danskudviklede telefoniprogram, der i dag er ejet af en række nordamerikanske investorer, handelsplatformen eBay og selskabet Joltid, som de oprindelige stiftere af Skype, Niklas Zennström og danske Janus Friis, står bag.

Skype har tidligere meldt ud, at det arbejder på amerikansk børsnotering. En notering menes at kunne generere omkring en milliard dollar, og planen er angiveligt, at den skal løbe af stabelen i andet halvår 2011. Ender det i stedet med, at Skype bliver købt, kan beløbet meget vel hedde fire milliarder dollar (ca. 20 mia. kr.), siger en unavngiven kilde tæt på forhandlingerne ifølge nyhedsbureauet.

Mens Facebook angiveligt er interesseret i at overtage Skype og integrere det i dets omfattende tjenester i det sociale netværk, er Google tilsyneladende mere interesseret i et joint-venture. Google har allerede prøvet kræfter med telefoniprodukter i form af Google Voice – dog uden det helt store gennembrud.

Derfor peger analytikere da også på, at Facebook er det selskab, der står til at kunne udnytte Skype-teknologien bedst. Facebook vil kunne profitere på de regioner, hvor Skype står stærkt – samtidig vil den halve milliard Facebook-brugere få endnu en årsag til at forblive aktive på det sociale netværk.

Derudover vil Skype kunne sætte Facebook i en stærkere position over for de brugere, der bruger mobilt udstyr som tavlecomputere som iPad og smartphones. Det er ved at være standard, at de mobile enheder har frontkamera, og det lægger op til den videotelefoni, som Skype satser på.

”Der er mulighed for en stor synergieffekt. En handel vil placere Facebook to skridt foran Google på grund af det store antal Skype-brugere,” siger Trip Chowdhry, analytiker ved Global Equities Research iølge Reuters.

Skype havde sidste år 124 millioner aktive brugere, hvoraf otte millioner var betalende kunder. Programmet blev udviklet af Niklas Zennström og Janus Friis, der i 2005 solgte biksen til amerikanske eBay for 2,6 milliarder dollar. eBay solgte for to år siden 70 procent af Skype til de nuværende ejere i en handel, der prissatte Skype til 2,75 milliarder dollar.

Hverken Skype, Google eller Facebook vil kommentere sagen, skriver Reuters.