Facebook og Google dropper satellitsatsninger

Facebook og Google tænker hele tiden på, hvordan de kan få bedre og billigere udbredelse af hurtigt internet, men nu ser det ud til, at ambitiøse projekter ryger af bordet.

Google vil stadig gerne satse på satellitinternet, men alt tyder på, at flere forskellige projekter er droppet. Fold sammen
Læs mere
Foto: KAREN BLEIER

Mere internet, hurtigere internet. Overalt arbejdes der med at udbrede hurtigt internet til nye markeder, og gøre de 'gamle markeders' internet endnu hurtigere. Men nu har Facebook og Google opgivet nogle ambitiøse projekter om at bruge små satellitter til at give hurtigere og bedre internet.

Facebook har nu droppet planerne om at bruge op til én milliard dollars svarende til cirka 6,7 milliarder danske kroner på at bygge og etablere satellit, der skulle give bedre internetadgang til for eksempel afrikanske lande. Det siger en person med direkte viden om projektet til tech-siden The Information.

Begge firmaer har udover satelitterne kigget på droner og balloner som mulige nye måder at sprede internet ud over kloden. Det er ikke utænkeligt, at de to firmaer vil genoptage rumkapløbet, hvor de små satellitter skal give hurtigt internet, men nu er der altså sat standby på ellers ambitiøse satsninger.

Mange andre firmaer prøver at bruge satelitter til bedre internet, og blandt andet Tesla-ejeren Elon Musks satsning SpaceX kan nævnes. Firmaet har ansøgt de amerikanske myndigheder om at opsende to prøvesatellitter, og i januar fik de 6,7 milliarder kroner i investering fra blandt andet Google. SpaceX har dog haft flere problemer med raketter, og problemer med at finde ud af, hvordan internettet skal transporteres fra satellit til jorden.

Google ejer stadig satellitfirmaet Skybox, som de købte i juni 2014. Men Skybox skal primært bruges til at forbedre Googles kortfunktion Google Maps, og det er usikkert, hvorvidt Skybox kan hjælpe Google med at give internetforbindelse til flere områder og mennesker.