Facebook fjerner alle annoncer i Thailand

Facebook-annoncører må vente med at annoncere på det thailandske marked indtil sørgeperioden i forbindelse med den thailandske konges død er ovre.

Foto: JUSTIN TALLIS. Facebook har taget det usædvanlige skridt at lukke alle annoncer i hele Thailand.
Læs mere
Fold sammen

Facebook har taget det usædvanlige skridt at lukke alle annoncer i hele Thailand. Det sker, efter den thailandske konge, Bhumibol Adulyadej, torsdag døde efter et længerevarende sygdomsforløb.

Facebook oplyser på sin hjemmeside, at man har valgt at fjerne alle annoncer på det thailandske marked for at vise det thailandske folk respekt.

»Den 13. oktober stoppede vi al levering af annoncer til nationen Thailand. Thailand er i en sørgeperiode efter kongens død, og det er en kulturel skik, at alle reklamer fjernes i den forbindelse,« lyder det.

Facebook tilføjer i sin meddelelse, at annoncørerne på det thailandske marked kan fortsætte med at køre sine annoncer uden for Thailand.

Også andre virksomheder har foretgaet lignende tiltag i repsekt for nationen.

Google ændrede baggrunden på sin thailandske hjemmeside til en grålig farve - her kører der dog fortsat annoncer siden - mens den engelsksprogede avis The Bankok Post har sorteret i annoncerne, så der kun kører reklamer for avisens egne produkter, for eksempel avisabonnementer.

I følge CNN er det første gang, en så stor, global internet-virksomhed som Facebook har taget sådan et skridt i ren og skær repsekt.