Facebook-brugere får grøn magt

Totalkredit vil give penge til miljøprojekter, og det er Facebook-brugere, der skal bestemme hvilke.

Foto: THIERRY ROGE
”Et grønnere Danmark” er navnet på en ny Facebook-kampagneside fra realkreditinstituttet Totalkredit.

Målet med indsatsen er at lade Facebook-brugerne afgøre, hvilke miljøprojekter, der bedst løser klimaudfordringerne, og dermed hvilke projekter Totalkredit skal støtte med i alt 200.000 kroner. Brugerne har ligeledes mulighed for at dele gode råd om miljø og energi – og stemme på de bedste råd, der præmieres med miljørigtige præmier.

– Vi har så at sige lagt magten over i brugernes hænder. Totalkredit får skabt synlighed omkring en række vigtige miljøprojekter og viser omverdenen, at vi går ind for et grønnere Danmark. Og heldigvis har rigtig mange brugere bidraget ved at fortælle, hvordan de mener, at vi alle kan gøre noget, siger Ole Lund, kommunikationsdirektør i Totalkredit.

Han mener, at medindflydelsen og muligheden for vidensdeling har skabt effektiv relationsmarkedsføring på det sociale medie.

Anden del


Facebook-siden ligger i direkte forlængelse af en anden del af Totalkredits online-strategi, Miljøberegneren, som flere end 330.000 danskere har benyttet til at tjekke et eventuelt besparelsespotentiale ved at miljøforbedre deres bolig.

– I stedet for at bruge kræfter på at trække brugerne over til totalkredit.dk, har vi lavet et værktøj der, hvor brugerne er, nemlig på Facebook. Det bringer os i potentiel kontakt med to millioner danskere, siger Ole Lund og fortsætter:

Men vigtigere er det, at det kan være med til, at vi får skabt relationer til rigtig mange i alderen 20-35 år; en målgruppe, vi normalt har svært ved at skabe relation til, og som typisk vil stå foran deres første boligkøb.

Indtil videre har flere end 8.000 Facebook-brugere installeret applikationen og afgivet deres stemme i konkurrencen, der løber frem til udgangen af april.