Få seniorer i online-butikkerne

Unge e-handler mere end dobbelt så mange gange som ældre i butikker på nettet.

Foto: Colourbox
Ungdommen er for alvor hoppet med på e-handels-bølgen. Der findes stort set ingen i aldersgruppen 20-29 år, der ikke har prøvet at handle på nettet. Til gengæld er de ældre lidt vanskeligere at lokke ind i online-butikkerne.

Det viser Dansk e-handelsanalyse fra 2. kvartal i år. E-handel er steget kraftigt hos de helt unge mellem 15-19 år i forhold til samme tidspunkt sidste år. En stigning fra 58 % til 83 % hos de yngste betyder, at stort set hele gruppen af 15-29-årige nu handler på nettet. Og i forhold til deres andel af befolkningen handler de to en halv gange oftere end resten af danskerne.

- De yngre danskerne har taget e-handel helt og fuldt til sig, og de årgange fastholder et højt aktivitetsniveau online, når de bliver ældre. Så den største vækst i e-handel kommer fremover som følge af at der bliver stadig flere i befolkningen, som er vant til e-handel, og derfor vil e-handel fortsætte med at stige, vurderer direktør Morten Kamper fra Foreningen for Distance- og Internethandel (FDIH).

Ingen online-butiksdød

I modsætning til den fysiske detailhandel så vokser e-handel trods krisen fortsat. PBS har registreret flere end 11 millioner betalinger i 2. kvartal i 2009, og det er 11,5 procent mere end samme kvartal sidste år.

- Kunder oplever det fortsat som nemt og bekvemt, og i en tid, hvor vi er tilbøjelige til at tænke os om en ekstra gang, inden vi køber, så giver e-handel netop muligheden for at sammenligne varer og priser, inden man køber, siger Morten Kamper.

Og det får stadig flere øjnene op for – om end det stadig kniber med at lokke den ældre generation inden for døren. Men det er en særdeles købestærk aldersgruppe, som online-butikkerne bør finde nye metoder til at lokke til tasterne.

- Der er selvfølgelig et stort potentiale i at få de ældre generationer til at bruge e-handel mere, og jeg er overbevist om, at flere netbutikker gør en målrettet indsats for at identificere, hvordan de bedst tiltrækker netop de ældre kunder, siger Morten Kamper.