Få danske udviklere af apps har gejst som iværksættere

Man behøver ikke at levere århundredets opfindelse for at få succes. Det kan være fint bare at kopiere udenlandske apps, vurderer ekspert.

Man behøver ikke at levere århundredets opfindelse for at få succes. Det kan være fint bare at kopiere udenlandske apps, vurderer ekspert. Fold sammen
Læs mere
Foto: BOBBY YIP
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der mangler iværksættergejst i Danmark.

Sådan lyder vurderingen fra Jan Dams-gaard, der er digital vismand og professor ved IT Management på Copenhagen Business School. Han mener ikke, at der er nok danskere, der tør kaste sig ud i at udvikle apps som Brain+.

»Man taler om, at danskerne ikke er sultne nok. Vores iværksættere springer ikke ud i det her, fordi det er for risikabelt. Danskere bliver for hurtigt afhængige af en fast indkomst,« siger Jan Damsgaard.

I USA er der ikke noget sikkerhedsnet, hvilket burde gøre amerikanerne mindre risikovillige. Men det har den komplet modsatte effekt, forklarer han.

»Der sker rigtig meget i USA. Det er dem, der har de gode ideer,« siger professoren og efterlyser danske unge, der kan være dem, der pludselig får en god idé.

Noget af det, Jan Damsgaard mener, vi i Danmark burde være bedre til, er systematisk at efterligne de amerikanske apps, inden de kommer til Europa. Det er før set med apps som Sweetdeal eller taxa-appen Drivr.

»Man behøver ikke altid være dem, der kommer med den rigtig gode idé. Det kan også bare være godt at holde øje med, hvad der foregår i USA og få ideer derfra oversat til dansk og tilpasset lokale danske forhold,« siger han.

Jan Damsgaard kan ikke forstå, at der ikke er flere danske app-udviklere, der tager chancen med en ny idé til markedet. Han peger på, at det er blevet meget lettere at markedsføre sit produkt internationalt.

»Tidligere, hvis man skulle sælge sin app i andre lande, skulle man eksempelvis til Tyskland for at finde en importør og en distributør dernede og aftale markeds-føringsbidrag. De skulle have en stor bid af kagen. I dag bruger man bare Appstore gennem Apple eller bruger Android, som distribuerer appen ud i verden. Jo mere populære de bliver, jo højere kommer de op i ranking, og jo mere begynder folk at anvende dem,« siger han og peger på, at der sker en form for viral markedsføring, når folk anbefaler en app til andre.

Apple sørger for det hele, men tager sig også godt betalt for det, tilføjer professoren. Alligevel mener han, at de penge er godt givet ud i forhold til, hvor langt man som udvikler kan nå ud.