Det Kolding-baserede energiforsyningsselskab Ewii lægger op til et brat opgør med den nuværende strategi, skriver Jyllands Posten torsdag.
Ledelsen vil dreje koncernen i en helt ny retning, efter i mere end et årti at have stået bag en ekspansiv vækststrategi, der indebærer milliondyre sponsorater og risikofyldte investeringer.
»På bestyrelsesmødet mandag fik vi et oplæg fra vores nye konstituerede direktør, hvor han fremlagde en ny retning. Det indebærer blandt andet, at vi skal bruge færre penge på sponsorater, og vi skal have mere fokus på, at de bliver brugt i Trekantsområdet. Det er noget af det, vi skal arbejde videre på,« siger bestyrelsesformand Steen Dahlstrøm til Jyllands Posten.
Professor i strategi og ledelse på CBS, Flemming Poulfelt, siger til Jyllands Posten, at omlægningen af strategien er et eksempel på dårlig ledelse, fordi beslutningen kommer så hurtigt efter den daværende direktørs afskedigelse.
Ewii fyrede sidste tirsdag sin direktør gennem 12 år, Knud Steen Larsen. Det skete, efter det blev afsløret, hvordan han har deltaget i luksuriøse sponsorture til udlandet med familien, og at direktøren privat havde investeret millioner sammen med flere af Ewiis vigtigste samarbejdspartnere. Han blev afløst af finansdirektøren siden 2007, Jens Christian Sørensen.