EUs bankunion en god idé – bare ikke lige nu

Nede i Europa har de fået en ide, etableringen af en fælles europæisk bankunion. Aldrig mere en krise så ukontrollerbar, som den, vi lige netop er kommet ud af. Men dansken er splittet mellem et ja og et nej til bankunionen. Regeringen tøver. En god idé, lyder det diplomatiske svar, bare ikke lige nu.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Først en advarsel. Denne søndags På Vrangen handler om bankunionen, EU-kommissionens planer om en fælles bankunion, hvor spillereglerne nøje nedfældes for, hvordan krak blandt de største banker fra Spanien i syd til Finland i nord skal håndteres. Og også fælles regler for kontrollen med bankerne, det vi i Danmark kender som Finanstilsynet.

Nok næppe et søndagsemne, der kan lokke dig væk fra liggestolen ved strandkanten. Men. Hvis det må være tilladt at »give lektier for«, så er det faktisk et ganske solskoldet emne i den finansielle verden, hvor uenigheden er stor. Og hvor den endelige beslutning helt kontant har betydning for dig som bankkunde og i øvrigt som skatteborger i Danmark. Skal Danmark nemlig være med i EUs bankunion eller skal Danmark holde sig uden for? Det er såmænd det enkle spørgsmål.

De kloge og de lærde er indbyrdes uenige, bankerne selv er internt uenige, og regeringen ved økonomiminister Margrethe Vestager (R) tygger foreløbig på det, inden Danmark til efteråret skal komme med en endelig melding om et ja eller et (foreløbigt) nej. I den forbindelse bliver det ganske interessant at konstatere, hvem regeringen lytter mest til. Dermed burde man kunne få et fingerpeg om, hvor magten i det økonomiske og finansielle Danmark i grunden er forankret.

Lad mig da straks komme med et frisk bud. Danmark ender med et generelt, lunkent ja til bankunionen, men for Danmarks vedkommende bare ikke lige nu, måske om fire-fem år. Mere EU og mere EU med så skrækindjagende et navn som bankunion er ikke just sukkerballer hos vælgerfolket, EU generelt set er en tabersag, så mon ikke regeringen, med blot et år til næste folketingsvalg, sparker den sag til hjørne – med håb om at den EU-bold forbliver på sidelinjen og uden for avisernes forsideoverskrifter foreløbig. Set fra min stol er det dog svært at forstå, hvorfor vi tøver. Finansiel business er international forretning, som er flettet ekstremt meget sammen, og derfor giver det god mening med fælles afviklingsregler for syge banker, et fælles tilsyn og en fælles indskudsgarantiordning. At stå uden for synes således en anelse romantisk.

Jo, der er usikkerhed til konstruktionen (det vil der altid være), jo, der er usikkerhed til sundhedstilstanden i bankerne i Europa, i særlig grad usikkerhed til de sydeuropæiske banker (det vil der altid være) og jo, vi afgiver en del af styringen med den finansielle sektor til det store EU-apparat. Men, overordnet set, den finansielle sektor er om nogen international. Det taler for et ja. Hvis vi som lille nation tror på en international fremtid, også for den finansielle verden, og tror på, at vi bedre – end i dag – kan sikre hele det europæiske finanssystem ved at tænke fælles spilleregler, og hvis vi i øvrigt på den lange bane tror på det europæiske projekt, ja så taler det for et ja.

Jo-jo, selvfølgelig kan vi fedtspille og ud fra et banalt købmandssynspunkt holde os lidt på afstand, se hvordan denne bankunion spænder af, og så måske melde os ind, hvis huset er bygget, strukturen på plads, de store drenge i klassen har kureret evt. sygdomme, og vi kan liste os ind på en børnebillet. Det kræver selvfølgelig, at vores egen Big Bank-sektor er så stærk og solid, som vi tror.

Lad os lige få på plads, hvad bankunionen i grunden går ud på og tage et view over de forskellige holdninger – for og imod.

Arbejdet med at stable en EU-bankunion på benene, tog sin begyndelse i EU i foråret 2012. Tilliden til euroen og den finansielle sektor i EU skulle genskabes. Som bekendt er Danmark ikke med i euroen, men også ikke-eurolande er tilbudt at komme med. EU-kommissionen vurderede dengang, at det havde kostet skatteborgerne i EU et astronomisk beløb, der er umuligt at forholde sig til. Et samlet tab på 4,5 billioner euro. Ud fra devisen »aldrig mere så ødelæggende en finanskrise«, som den vi lige er kommet ud af, har der siden været forhandlet. Frem og tilbage. Men med den overordnede målsætning om at etablere en fælles tilsynsmyndighed under den europæiske centralbank, ECB, en fælles bankafviklingsmekanisme for de helt store banker samt endelig en fælles europæisk indskydergarantiordning.

Og hvor står så eksperterne og de danske banker selv i forhold til EUs bankunion?

Direktør i Danmarks Nationalbank, Lars Rohde, var hurtigt ude med et klart ja. Det tjener Danmarks interesser bedst, og usikkerhederne er relativt beskedne, lød det fra Havnegade. Men, understregede nationalbankchefen, det er selvfølgelig et politisk valg. Siden har andre finanskyndige som direktør i Maj Invest, Jeppe Christiansen, professor på CBS, Jesper Rangvid, og vismændene ved overvismanden Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, trukket i en anden retning. Og skal man tolke på deres udmeldinger, ja så haster det ikke for Danmark med at melde sig ind. Tværtimod, det er smartest for Danmark at stille sig ud på sidelinjen. Rådet til Margrethe Vestager & Co. er altså, at man fra dansk side bør sige pænt nejtak.

Men også bankerne selv er splittede. Nordens mest magtfulde bankchef, danske Christian Clausen i Nordea, er for indlemmelse i bankunionen. Danske Bank-topchefen Thomas Borgen derimod er tøvende, og bankernes lobbyvirksomhed, Finansrådet, er også tøvende. Lad os nu lige først se den konkrete udformning af bankunionen, lyder det fra Finansrådet. Mit bedste tip er, at Finansrådet på et tidspunkt kommer frem til, at ja, en bankunion er en god ting for Danmark – på lang sigt. Ikke på kort sigt, og derfor skal Danmark ikke tilslutte sig på nuværende tidspunkt, men måske om fire-fem år.

Og hvem vinder så den magtkamp? Set ud fra den seneste magtanalyse burde nationalbankdirektør Lars Rohde »vinde« over bankerne, som har mistet magt og indflydelse på Christiansborg de senere år. Problemet er bare, at Rohde i denne sag er for meget embedsmand med for lidt forståelse for holdningen til EU i folkedybet. Derfor kommer Margrethe Vestager frem til følgende konklusion: »En fælles bankunion i EU er en rigtig god idè, men for Danmarks vedkommende bare ikke lige nu.«