Eurotunnel har salgsvækst trods strammere sikkerhed

På trods af to terrorangreb i Paris i 2015 og det forhold, at man har måttet opgive en rute mellem Calais og Dover til DFDS har Eurotunnel, der opererer i tunnelen mellem Frankrig og Storbritannien, opnået fremgang på toplinjen i det forgangne år.

Foto: Pascal Rossignol. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

Selskabets omsætning steg med 5 pct. til 1,22 mia. euro i 2015, drevet af rekord stor lastbiltrafik og stabile passagertal. Til sammenligning havde analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventet en indtjening 1,26 mia. euro.

Det skriver Financial Times.

Sidst i oktober måtte Eurotunnel ellers øge sikkerheden. Men det har altså ikke påvirket trafikken, der ifølge Bloomberg har ligget stabilt på på 10,4 mio.passagerer. Heller ikke efter terrorangrebet i Paris i november har operatøren oplevet nogen nedgang i trafikstrømmen sammenlignet med 2014, der ellers var et rekord godt år, hvad trafikmængden angår, og med en omsætningsvækst på 7 pct.

Mindre godt er det dog gået med antallet af godstog, som har benyttet tunnelen. Det tal faldt med 17 pct. sammenlignet med året forinden.

Omsætningstallene omfatter ikke længere Myferrylink, der er færgeoverfarten mellem Storbritannien og Frankrig, om som afsluttede sine aktiviteter den 29. juni. Her blev Eurotunnel enig om et salg af Myferrylink til den rivaliserende danske operatør DFDS, efter at de britiske konkurrencemyndigheder fastslog, at Eurotunnel kontrollerede for meget af grænsetransporten over Den Engelske Kanal.

Eurotunnel solgte derefter sine to passagerfærger til DFDS gennem en leasingaftale men valgte at beholde den sidste fragtfærge i håb om, at myndighederne kunne overtales til at ændre mening. Det lykkedes dog ikke, og derfor vil Eurotunnel nu også sælge den sidste færge.

/ritzau/FINANS