Det er kun få uger siden, at topchefen for Europas største olie- og gasproducent dystert forudså, at energikrisen kommer til at vare meget længere end bare denne vinter. Og at det kan betyde rationering, energispareløsninger og en »meget, meget hurtig udbygning af alternativer«.
»At det på nogen måde bliver let eller hurtigt overstået, tror jeg er en fantasi, vi må pakke væk,« sagde hollænderen Ben van Beurden i slutningen af august. Det var under et besøg i Norge for at lancere et nyt samarbejde for CO2-indfangning og -lagring mellem britisk-hollandske Shell, franske TotalEnergies og den norske gødningproducent Yara.