Europas største biotekselskab kan få endnu en bejler

Det franske medicinalselskab Sanofi kan være på vej til at komme med et modbud på det schweiziske biotekselskab Actelion, der i forvejen ligger i drøftelser om at lade sig overtage af amerikanske Johnson & Johnson.

Foto: ERIC PIERMONT. Arkivfoto. Det franske medicinalselskab Sanofi kan være på vej til at komme med et modbud på det schweiziske biotekselskab Actelion, der i forvejen ligger i drøftelser om at lade sig overtage af amerikanske Johnson & Johnson.
Læs mere
Fold sammen

Kilder fortæller til Bloomberg News, at Sanofi endnu ikke har besluttet, om det agter at byde. Sanofi har dog indledt et arbejde med sine rådgivere for at undersøge mulighederne, forlyder det.

Da drøftelserne mellem Johnson & Johnson og Actelion synes fremskredne, efter at Johnson & Johnson i sidste uge rygtedes at løfte sit bud på Actelion til over 250 dollar per aktie, er der ifølge Bloomberg News muligvis et pres på eventuelt andre interesserede for at handle hurtigt. Ifølge nyhedsbureauet har rådgivere forsøgt at gøde jorden for eventuelle bud fra Roche og Pfizer.

Aktien i Actelion sluttede mandag 0,6 pct. lavere i 202,70 schweizerfranc, men er steget med 28 pct., siden Bloomberg News 25. november første gang berettede om interessen fra Johnson & Johnson.

Den samlede markedsværdi af Actelion er 21,8 mia. schweizerfranc eller omkring 150 mia. kr. Danmarks biotekflagskib, Genmab, har til sammenligning en markedsværdi på 72 mia. kr.