Mens hele Europa lige nu venter på en handelsaftale med USA, har Europas største bilproducent, Volkswagen, sænket forventningerne til resten af året på grund af kaos og forvirring omkring toldsatserne.
Det fremgår af virksomhedens regnskab for andet kvartal, der også viser et kraftigt fald i overskuddet, skriver CNBC.
Analytikere havde forventet et overskud i andet kvartal på 3,94 milliarder euro, men Volkswagen kunne kun levere en bundlinje på 3,83 milliarder euro – svarende til 28,57 milliarder kroner.
Det er et fald på over 1,5 milliarder euro sammenlignet med sidste år og er samtidig ikke den eneste post, der skuffede.
Med en omsætning på 80,8 milliarder euro i andet kvartal underpræsterede selskabet, når man holder det op mod analytikeres forventning på 82,2 milliarder euro.
Det er også et fald på tre procent sammenlignet med samme periode sidste år.
På bilsalget er det også tydeligt at se, hvor toldpresset rammer hårdest. Efter eget udsagn er bilsalget – primært på grund af toldsatser – gået 16 procent tilbage i Nordamerika, hvor man samtidig har nedskrevet værdien af det nordamerikanske lager af biler og reservedele.
Resultaterne er ikke chokerende for selskabet selv, der havde forventet at mærke effekterne af Donald Trumps armlægning med EU, anfører Volkswagen.
I skrivende stund ligger toldsatsen på 27,5 procent. Den gælder alle europæiske bilproducenter.
Volkswagen har derfor nedjusteret forventningerne til væksten de kommende kvartaler.
Selskabet er dog langtfra den eneste bilproducent, der har måttet klodse bremsen i vækstforventningerne oven på det seneste halve års toldkaos.
Europa holder vejret
Europæiske Stellantis og Mercedes-Benz har ifølge Euroinvestor set sig nødsaget til at suspendere deres finansielle forventninger til 2025 på grund af den store uro omkring de amerikanske toldsatser.
For knap to uger siden lød det fra Donald Trump, at han er klar på at indføre en basistold på 30 procent på varer, der importeres fra EU fra 1. august, hvis der ikke opnås en handelsaftale.
USAs nuværende generelle told på europæiske varer er på ti procent, mens bilproducenter rammes af 27,5 procent told sammen med en told på stål og aluminium på 25 procent.