Europæisk autobranche ser rødt efter tysk skuffelse

Den tyske dækproducent Continental nedjustede onsdag forventningerne til året - og det har skabt røre blandt investorerne i resten af den europæiske autobranche. Arkivfoto: REUTERS/Fabian Bimmer/File Photo/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Fabian Bimmer
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En nedjustering fra den tyske dækproducent Continental giver onsdag eftermiddag genlyd i den europæiske autobranche, hvor flere selskaber bliver handlet med negative fortegn.

Det gælder blandt andet de franske selskaber Valeo og Faurecia, der begge sælger biludstyr. De falder henholdsvis 8,0 pct. og 5,4 pct.

Dækproducenten Michelin falder samtidig 5,3 pct., og italienske Pirellis aktie falder 7,0 pct.

Continental nedjusterede tidligere på dagen forventningerne til omsætningen og driftsmarginen for indeværende år, og dommen faldt hårdt på børsen. Onsdag eftermiddag bliver aktien handlet 13,7 pct. lavere i 159,90 euro.

Også tyske Schaeffler, der ejer 46 pct. af Continental, får nedjusteringen at føle og falder 8,1 pct. på børsen i Frankfurt.

Omsætningen blev justeret ned til 46 mia. euro mod tidligere 47 mia. euro. Skønnet for den ordinære EBIT-margin blev samtidig justeret ned til "mere end 9 pct." fra "mere end 10 pct.". Skønnet for det frie cash flow blev reduceret til 1,6 mia. euro fra 2 mia. euro.

Continental venter, at højere omkostninger, mindre salg og garantier vil påvirke regnskabet negativt i tredje kvartal.

Heller ikke bilproducenterne har en god dag på de europæiske aktiebørser. Peugeot og Renault falder henholdsvis 2,3 og 1,6 pct. Volkswagen-aktien ligger samtidig 2,9 pct. lavere.

/ritzau/FINANS