Europa-Parlamentet kræver større databeskyttelse i ny aftale med USA

Der er stadig ikke tilstrækkelig sikkerhed mod, at amerikanske efterretningstjenester og myndigheder snager i europæeres personlige data, mener Europa-Parlamentet, og det kan forsinke aftalen yderligere på et tidspunkt, hvor en sag mod Facebook om kort tid kan ende med, at der trækkes i håndbremsen.

Facebook kæmper mod tiden, for den amerikanske kæmpe risikerer, at der bliver lukket for, at europæiske data må overføres til USA. Olivier Douliery/AFP/Ritzau Scanpix

Der er stadig vigtige udeståender, der skal løses i forhandlingerne mellem EU og USA, før en dataaftale, som tillader europæeres personlige data at blive overført til USA, er tilstrækkelig sikker.

Det er meldingen fra Europa-Parlamentet, som torsdag bad EU-Kommissionen om at få aftaleudkastet gjort skarpere og mere sikrende.