EU vil gennemtvinge internet-blokering

Nu skal alle EU-lande tvinges til at blokere for adgang til børnepornografi på nettet.

Foto: RAINER JENSEN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.


EU-Kommissionen vil nu forpligte alle EU-landene til at blokere for adgang til websteder med børnepornografisk indhold. Det skriver den svenske EU-indenrigskommissær Cecilia Malmström i en kronik i den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ). Allerede i denne uge skal et udkast til et direktiv ligge klar.

De enkelte EU-lande kan selv vælge, hvordan de vil blokere for adgang. De kan overlade det til internet-udbyderne at indføre frivillige ordninger og retningslinier, men de kan også vælge, at myndighederne skal have mulighed for at spærre for adgang til websteder med forbudt indhold.

I dag er der store forskelle mellem de enkelte EU-lande. Danmark har længe haft et nationalt filter mod børnepornografi. I Tyskland har regeringen afvist at indføre en lignende ordning, og her vil man i stedet satse på at få slettet de pågældende websteder.

Kritikere frygter, at blokeringen kan blive udvidet til at omfatte andre former for netindhold, og mener dermed at der kan blive tale om en glidebane mod censur.

Udkastet til direktivet, som den tyske avis har modtaget, indeholder 22 nye paragraffer til straffeloven, som de enkelte medlemslande skal omsætte til national lovgivning. Herunder er også søgning efter børneporno på nettet, som altså nu skal gøres strafbart.