EU truer med sagsanlæg i gasstrid

EU-Kommissionens formand, Jose Manuel Barroso, skruer bissen på over for Rusland og Ukraine, samtidig med at EU går ind i den anden uge uden gasleverancer fra Rusland via Ukraine.

Læs mere
Fold sammen
Hvis ikke gasforsyningerne genoptages hurtigt som led i aftale med EU om udstationeringen af observatører ved gasrørledningerne, så opfordrer Barroso de ramte europæiske virksomheder af gasstoppet til at sagsøge de russiske og ukrainske energivirksomheder.

- Hvis aftalen, som er indgået med EU, ikke bliver overholdt, så vil kommissionen råde europæiske virksomheder til at indbringe sagen for domstolene, sagde Barroso onsdag under en debat i EU-Parlamentet i Strasbourg.

Samtidig vil EU-Kommissionen opfordre medlemslandene til at finde andre energileverandører, da Rusland og Ukraine ikke længere kan anses som "pålidelige partnere", hvis gassen ikke snart begynder at flyde igen, fastslår Barroso.

Forhandlingerne om en genoptagelse af gasleverancerne fortsætter onsdag i Moskva, hvor Ruslands premierminister, Vladimir Putin, holder krisemøder med sine kolleger fra Bulgarien og Slovakiet, Sergej Stanisjev og Robert Fico.Bulgarien og Slovakiet er blandt de lande, der er hårdest ramt af det ugelange stop for russiske gasleverancer, og millioner af bulgarere og slovakker venter i vinterkulden fortsat på at modtage russisk gas, så de igen kan skrue op for varmen.

Senere onsdag ventes Stanisjev og Fico også at rejse til Kijev, mens Ukraines præsident, Viktor Jusjtjenko, er i Polen for at få moralsk opbakning i gasstriden fra sin polske kollega, Lech Kaczynski, som har klaget over Ruslands store indflydelse på EU.

Den russiske energigigant Gazprom åbnede ellers tirsdag morgen igen for gashanerne, men gassen på transitstrækningen til Europa nåede ikke længere end til Ukraine. Rusland beskyldte ukrainerne for at blokere for gassen, mens ukrainerne forsvarede sig med tekniske problemer.

Onsdag morgen prøvede den ukrainske premierminister, Julia Timosjenko, dog at gyde olie på vandene, da hun lovede, at Ukraine øjeblikkeligt vil sende gas videre til Europa, så snart der ankommer forsyninger fra Rusland.

EU har indtil nu tøvet med at udpege en skurk i gasstriden, selv om EU's energikommissær, Andris Piebalgs, mandag truede med at gøre netop det, hvis gassen ikke begyndte at flyde. /ritzau/

RB-Børsen