Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
EU er klar til at give slip på styringen af prisen for at bruge en fastnettelefon i Europa og dermed overlade det til teleselskaberne selv at bestemme, hvad det skal koste at ringe - i modsætning til de kraftigt regulerede mobil- og datapriser.
Det fremgår af et oplæg, som EU-Kommissionen har lavet, og som nyhedsbureauet Reuters har set. Formålet med at fjerne reguleringen af fastnetpriserne skal være at give telegiganterne, som har faste netværk, et økonomisk løft i en tid, hvor telebranchen er under kraftigt pres.
Skal sikre større investeringer i bedre Internet
De nye regler ventes ifølge Reuters at kunne vedtages allerede i næste måned af de 28 EU-lande og betyder, at teleselskaberne helt frit kan fastsætte deres egne priser for fastnetopkald både i forhold til fastnetabonnenterne og til de andre teleselskaber, som lejer sig ind på deres net.
EU-udspillet glæder de store europæiske teleselskabers lobbygruppe ETNO, som bl.a. tæller tyske Deutsche Telekom, franske Orange, spanske Telefónica og svensk-finske Telia. Her mener man, at det vil kunne øge investeringerne i fast højhastighedsbredbånd, altså gennem kabler i modsætning til via mobilnettene, og dermed bringe dem på omgangshøjde med konkurrenter i USA.
Ifølge ETNO faldt omsætningen fra fastnettelefoni i 2012 med fem milliarder euro til 59 milliarder.
Det bliver fortsat muligt for de enkelte EU-landes telemyndigheder - i Danmark er det Erhvervsstyrelsen - at skride ind, hvis myndighederne ikke mener, at der er tilstrækkelig konkurrence på et bestemt marked. Tyskland har allerede tilkendegivet, at reguleringen dér fortsætter.
TDC underlagt skrappe krav
Erhvervsstyrelsen har endnu ikke set det omtalte EU-oplæg. Det er markedsanalyser af de forskellige områder, der afgør, om de danske myndigheder stiller særlige krav. Har et selskab en stærk markedsposition, bliver forpligtelserne skræddersyet til de konkurrenceproblemer, som analyserne har identificeret.
Som det største danske teleselskab er TDC pålagt en lang række forpligtelser. TDC skal levere en fastnettelefon, uanset hvor i Danmark man bor. Derudover er TDC pålagt at åbne sine net - fastnettet af kobber, kabel-TV-nettet og fibernettet - for andre selskaber, som skal kunne købe sig ind til priser, som Erhvervsstyrelsen fastsætter. TDC skal også lave standardtilbud til produkter, som sælges til andre, så det står klart, hvad man kan købe af TDC og til hvilken pris. TDC må ikke diskriminere, altså behandle engroskunder eller konkurrenter anderledes, på andre vilkår eller til andre priser, end de øvrige afdelinger i TDC selv kan opnå. TDC skal også fremlægge såkaldt regulatoriske regnskaber, så man kan se, at selskabet handler med sig selv, som man handler med andre. Og endelig må TDC ikke iværksætte såkaldte prisklemmer på bredbåndsmarkedet, så der sker en forskelsbehandling.
Det er EU, der beslutter, hvilke markeder - fastnet, mobiltelefoni, kabel-TV og internetforbindelser - der skal undersøges og analyseres fælles i alle 28 EU-lande.