EU-ja til TV 2s brugerbetaling

EU-Kommissionen har godkendt, at TV2 kan opkræve brugerbetaling.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

EU-Kommissionen siger ifølge Ritzau ja til, at TV 2 kan opkræve 20-25 kroner i brugerbetaling fra 1. januar 2012 som led i stationens redningsplan.

Kommissionen har undersøgt sagen siden juli 2009 og er onsdag kommet frem til en afgørelse, der falder ud til TV 2's fordel.

TV 2's skrantende økonomi fik i august sidste år staten til at låne stationen en halv milliard kroner. I den forbindelse stillede EU-Kommissionen som betingelse for godkendelse af statsstøtten, at der senest et halvt år efter ville blive fremlagt en bæredygtig plan for TV 2's fremtid.

I januar fremlagde et bredt folketingsflertal - kun Liberal Alliance og Enhedslisten stod udenfor - så den omtalte redningsplan.

Hovedelementerne i planen er salg af både DR's og TV 2's sendenet samt indførelsen af brugerbetaling på 10-12 kroner for TV 2 fra 1. januar 2012. Oven i den pris skal dog lægges moms, KODA-afgift og distributør-avance, således at forbrugerne ender på en pris på omkring 20-25 kroner.

Derefter gik EU-Kommissionens konkurrencemyndigheder i gang med at se nærmere på, om redningsplanen og i særdeleshed den nye brugerbetaling er forenelig med EU-reglerne om statsstøtte og konkurrence.

Med onsdagens afgørelse kan TV2 altså gå i gang med at opkræve penge fra det nye år.

I det hele taget har EU-Kommissionen onsdag været venlig stemt over for TV 2. Også en anden afgørelse går således stationens vej.

Kommissionen finder, at det var på sin plads, at TV 2 i perioden fra 1995 fra 2002 modtog millioner i statsstøtte for at dække omkostningerne ved stationens public service-opgaver.

Dermed slår den fast, at TV 2 ikke skal betale en kompensation på 628 millioner kroner, som EU-Domstolen ellers vedtog i 2004.

Dommen er senere blevet underkendt, og den afgørelse står nu ved magt.

- Kommissionen erkender, at public service-tv-selskaber spiller en vigtig rolle for den kulturelle, demokratiske og offentlige debat i medlemsstaterne, siger Joaquin Almunia, der er Kommissionens næstformand med ansvar på konkurrencepolitik.

/ritzau/