EU giver 500 millioner euro til kriseramt landbrug

Lave priser på mælk og svin har ført mange europæiske landmænd ud i dyb gæld. Derfor har EU-Kommissionen netop fremlagt sin anden milliardindsprøjtning til en kriseramt landbrugssektor.

EU giver nu en hjælpende hånd til europæiske nødlidende landbrug. Fold sammen
Læs mere
Foto: Johan Gadegaard

EU vil bruge 500 millioner euro på at hjælpe hovedsageligt mælkebønderne ud af landbrugskrisen. Det svarer til omkring 3,7 milliarder kroner. Danmark vil modtage omtrent 69 millioner kroner.

Hjælpepakken har samme størrelse, som den kommissionen lancerede sidste år.

- Vores ultimative mål er at genoprette de priser, som betales til landmændene, så de kan leve af deres arbejde og fortsætte med at levere fødevarer af høj kvalitet til borgerne, siger EU's landbrugskommissær, Phil Hogan, i en pressemeddelelse.