EU er klar med nye kapitalkrav til forsikringsselskaber

EUs medlemslande er nået til enighed om nye og strengere kapitalkrav til europæiske forsikringsselskaber, oplyste en talsmand for Europa-Parlamentet onsdag.

Her holdt Europa-Parlamentets medlemmer og repræsentanter for EUs medlemslande et møde, der varede flere timer, før aftalen om de såkaldte Solvens II-regler faldt på plads.

Målet med de nye regler er at sikre forsikringstagerne ved at stille krav til forsikringsselskaberne om at holde tilstrækkelig kapital, der ifølge en rapport fra Europa-Kommissionen vil blive fastsat på baggrund af en analyse af blandt andet markeds- og kreditrisici.

Forhandlingerne om de nye regler er trukket ud i årevis på grund af uoverensstemmelser over nogle af aftalens fine linjer.

De nye regler skal efter planen træde i kraft i 2016.

BNB