Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det kan blive nødvendigt at udskille Dankortet i et særligt selskab, når det forestående salg af Nets skal gennemføres. Det skyldes, at EU nu lægger op til markante ændringer i den måde, kreditkortselskaber agerer på.
Ifølge et direktivforslag, som i sidste uge blev fremlagt for Folketingets Europa-udvalg, skal EU arbejde hen imod »en adskillelse af kortselskaber og processingselskaber« – blandt andet for at sikre øget konkurrence, så det bliver lettere for nye aktører at komme ind på markedet – og billigere for forbrugerne at bruge kreditkort.
I Danmark står Nets p.t. både som ejer af Dankortet og driftsselskabet. Men fremover ønsker EU altså ikke disse dobbeltroller. Og det bør salget indrettes efter, mener en af landets førende eksperter på området.
»Jeg mener, at politikerne bør foreslå, at salgsprocessen udsættes, og genoverveje, hvad Nationalbanken skal gøre med sin ejer-andel af Nets,« lyder det fra seniorpartner i PlusCON, Henning N. Jensen, nøgleperson i flere af de centrale Dankort-forhandlinger.
Han mener, at politikerne bør støtte en model, hvor Dankortet bevares på danske hænder, og hvor Nationalbanken har en »gylden aktie« og er den tunge på vægtskålen, som kan være med til at sikre danskerne det billige betalingskort fremover. En udskillelse af Dankortet vil koste få hundrede millioner ud af en samlet Nets-salgspris på formentlig 13-15 mia. kr., anslår han.
Ideen bakkes op af markedsdirektør Henrik Hyltoft fra Dansk Erhverv, som ligeledes har været en central figur i Dankort-forhandlingerne: »Det kan være, at vi bliver nødt til at rette ind efter EU-kravene. Og så kan vi ligeså gøre det nu og sikre, at staten er med i en sådan ordning.«
Et politisk flertal uden om regeringen har allerede krævet en kulegravning af konsekvenserne af salget af Nets, men det har erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) foreløbig afvist.
»Vi er absolut bekymrede, og det er også derfor, at vi inden salget af Nets ønsker en uvildig undersøgelse af konsekvenserne. Hidtil har vi ingen information fået af erhvervsministeren, så han skal svare på meget på samrådet 13. marts,« siger Hans Kristian Skibby, erhvervsordfører, Dansk Folkeparti.
Også Mike Legarth, finansordfører for Det Konservative Folkeparti, er bekymret.
I Nationalbanken påpeger underdirektør Karsten Biltoft dog, at adskillelsen ikke altid behøver at være en fordel.
»Formålet med en adskillelse er at øge konkurrencen på processing i Europa. Adskillelse er dog ikke i alle tilfælde en fordel, for i visse situationer kan en adskillelse være forbundet med øgede omkostninger for effektive nationale betalingskort.«