EU blandes ind i Telias bestikkelsessag

Det europæiske anklagersamarbejde Eurojust kobles nu på efterforskningen af bestikkelsessag i Usbekistan.

Telias usbekiske selskab, Ucell, er i skudlinien, fordi der muligvis er sket bestikkelse for at få en 3G-mobillicens i hus i 2007. Fold sammen
Læs mere

EU bliver nu også blandet ind i den bestikkelsessag, som martrer den svensk-finske telegigant Telia.

Det europæiske anklagersamarbejde Eurojust er ifølge det svenske dagblad Dagens Näringsliv blevet koblet på efterforskningen, som handler om, at Telia skal have betalt millioner under bordet gennem et skuffeselskab i Gibraltar for at sikre sig ret til at drive 3G-mobilnet i den tidligere sovjetstat Usbekistan.

Skuffeselskabet Takilant har tætte kontakter til den usbekiske diktators ældste datter, Gulnara Karimova, som er øverst ansvarlig for telemarkedet i Usbekistan.

Ransagning i Holland

Efter en advokatundersøgelse valgte Telias daværende koncernchef, Lars Nyberg, at træde tilbage, ligesom en stor del af bestyrelsen efterfølgende er skiftet ud. Siden efteråret har den svenske anklagemyndighed efterforsket sagen, og i denne uge ransagede de hollandske myndigheder kontorerne på to af Telias datterselskaber i landet i forbindelse med sagen, der handler om både bestikkelse og hvidvaskning af penge.

»Det er klart, at der sker et samarbejde med såvel Holland som et antal andre lande,« siger den svenske chefanklager, Gunnar Stetler, som står i spidsen for den svenske undersøgelse, til Dagens Näringsliv.

Det hollandske datterselskab har indtaget en nøglerolle i købet af mobillicensen i Usbekistan, som er berygtet for sin korruption.

Schweiz indefryser milliarder

Også i Norge, Frankrig og Schweiz er undersøgelser i gang, og de schweiziske myndigheder har i denne uge indefrosset omkring 800 millioner schweizerfrancs, mens det undersøges, om Gulnara Karimova, der er tidligere usbekisk FN-ambassadør i Genève, har deltaget i pengehvidvaskning.

Den svenske stat ejer 37,3 procent af aktierne i Telia, som hører til blandt verdens ti største mobilselskaber og i Danmark er nummer tre efter TDC og norske Telenor.