Smilet breder sig, og det gør det angiveligt hos alle, der åbner døren ind til hattemagerens værksted.

Farverne fylder rummet, hatte af alverdens afskygninger hober sig op, trælæste i alle mulige og umulige former står stablet op på rad og række. Det hvide loft blegner i værkstedet på fjerde sal i en baggård til Nørrebrogade i København.

»Stig Andersen,« siger han og rækker hånden frem.

»Det er fantastisk, når folk kommer ind ad den dør. De er så glade og smiler. Så prøver de hattene. Det er så fantastisk en verden. Man kan se modisterne også – mange af dem blev 90 år. De har siddet i spritdampe, men alligevel blev de så gamle. Det må være, fordi man kan lide jobbet.«

Det eneste plastic i lokalet er kontorstolenes ryg. Spejlene har trærammer, reolerne er i mørkt træ eller metal, maskinerne er patinerede og symaskinerne er fra dengang det hele begyndte.

»Jeg kan godt se, at det ikke ligner andre moderne virksomheder. Der kommer også folk fra hele verden bare for at se det. Jeg havde en, der kom helt fra Hawaii bare for at købe hatte. Han kommer hvert andet år nu,« fortæller Stig Andersen.

Han overtog værkstedet fra sin far i 1979. Faren åbnede værkstedet i 1946 sammen med kammeraten Berner. Derfor hedder firmaet Andersen & Berner. Også den dag i dag.

Men selv om navnet klinger som det plejer, har faget fået en lidt anden klang. I gamle dage var hattefaget mere opdelt. Der var modister, som kun syede hatte. Hattemageren pressede kun hattene. Og så var der nogle, der lavede stråhatte og nogle, der stivede hatte.

»Det var delt meget op, men der var så meget at lave, så en mand, der stivede, han kunne stive fra morgen til aften hver dag,« fortæller Stig Andersen, som i dag gør det hele.

Tilfældig levevej

Egentlig skulle han uddannes som sælger og sidde på et kontor. Men efter hans første hat kom til verden, da han kun var fem år, og det ene tog det andet, ja, så står han stadig her i værkstedet.

Trods vejen hertil var mere tilfældig end planlagt, har han aldrig overvejet at lave andet. Heller ikke selv om faget møder hård konkurrence fra blandt andre kineserne. Selv da Stig Andersen begyndte i faget, lukkede mange af de små hattemagere ned. Først var det italienerne og spanierne, som overtog tjansen, og så kom kineserne.

»Og så gik det rigtig stærkt,« konstaterer Stig Andersen.

De store hattemagerfirmaer blev engrosfirmaer. Og hattemagerfaget i Danmark har nu kun en aktiv udøver: Tanken om at skulle beskæftige sig med andet end hatte i filt og strå ligger langt væk for Stig Andersen, der i dag er 51 år.

»Jeg er efterhånden så gammel, at det ikke kan betale sig at få et nyt job. Det er også meget frit. Det er lidt en verden for sig, man går i. Så længe man kan leve af det, så er det godt nok. Det er ikke noget, man bliver millionær af, men det bliver man som regel ikke af håndværk. Kan man leve og have det sjovt, er det ligesom det vigtigste,« fortæller han med udsigt til fyldte reoler med hatte i alle regnbuens farver.

Omtalen går fra mund-til-mund

Markedsføring er nærmest et fremmedord hos Andersen & Berner. En hjemmeside er, hvad der er. For »det er jo slet ikke nødvendigt«, som Stig Andersen siger. Nogle gange er han bange for, at der kommer flere kunder, for når et »nej« nærmest er et umuligt ord, og man ikke kan følge med, så er det ikke sjovt.

Så meget af det, der holder hattemageren i live, foregår efter mund-til-mund-metoden.

»Jeg havde en kunde fra San Francisco, der havde hørt det igennem en fra New York, der havde hørt det fra en i England. Og så sagde han til sidst, at så måtte han sgu over at se det,« siger Stig Andersen, mens de sidste ord bliver klemt ud, fordi et grin presser på.

»For der findes ikke hattemagere rundt om i verden. De er lukket ned, og hatten kommer fra Kina.«

Danske modedesignere som Henrik Vibskov, Soulland og Stine Goya har alle lagt bestillinger på hattemagerens bord. Men da vi er på besøg er det dog noget lidt andet, der breder sig på arbejdsbordet. Hatte i forskellige lyserøde nuancer, bestilt af gøglere fra Japan, som de kaster eller jonglerer med. Og som de med glæde bestiller 100 styks af hver tredje måned.

»Vi har aldrig haft så meget at lave som nu. Og så har jeg et par piger, der hjælper med at sy. Der skal heller ikke så meget til, jo, for det er trods alt håndarbejde. Man kan ikke bare lige lave 1.000 hatte på fem minutter,« fortæller Stig Andersen.

Modeindustrien holder dampen oppe

Til januar skal Henrik Vibskov have hovedpåklædning til modeugen, i marts er det teatrene og til august er det modeuge igen. Og sådan fortsætter det.

Men det er ikke altid, det har kørt så let.

»I 1995 mistede vi stort set alle kunder. Og året før havde vi haft det største år nogensinde. Jeg ved ikke, om der kom nye folk ind i modebranchen, og alle sagde, »nej, nu skal vi ikke have hatte, vi skal have huer eller kasketter«. Der begyndte vi mere med teatrene; det var mere stabilt. Så man skal hele tiden på jagt efter noget nyt, på nær teater. Der skal man bare kunne levere,« fortæller Stig Andersen.

Lige nu ligger 60 hatte klar til den næste af Pirates of the Caribbean-filmene. Det er tredje gang, værkstedet har været i omdrejninger for at sende hatte af sted til Hollywood. Og med det in mente kan det virke besynderligt, at så mange hattemagere er lagt ned, for det lader til, at værkstedet er i fuld sving.

»Der er meget stor efterspørgsel. Men det er jo gamle mænd, der er tilbage, og børnene gider ikke – de vil hellere sidde ved en computer. Og så er der mange, der gerne vil, men de har ikke råd. Men selvfølgelig dør det aldrig ud. Der vil jo altid være nogen, der laver hatte på den ene eller anden måde. Man sagde engang, at hvis hattebranchen ville stige med ti pct. på verdensmarkedet, så var der ingen, der ville kunne følge med. Så få er der tilbage – selv med kinesernes indtog. Så der skal ikke ret meget til.«

De bedste former er de gamle

Han kan lave omkring 6.000 forskellige hattemodeller med de forme, han har.

»Nu kan du se derovre,« siger han og peger over på, hvad han selv kalder »mystiske træforme«, men som man alligevel sagtens kunne forestille sig enkelte personer spankulere rundt med i Københavns stræder. Runde, cylinderformede med et svang foroven og forneden.

»Det er nogle, jeg fandt på et loppemarked i Lille i Frankrig. De er fra en belgisk hattefabrik, der er lukket ned. De bedste former er de gamle, for der havde de mere sans for, hvad der var moderne. Eller moderne og moderne, de havde mere øje for det, fordi der var meget mere salg i hatte dengang.«

Træformene fik han tidligere skåret ud hos en billedskærer i Danmark, men han lukkede ned. Tyskeren, som han har brugt indtil nu er også lukket. Han har fundet en i Frankrig, men han er fire gange så dyr. Så nu forsøger han sig med hjemmelavede lerforme i stedet.

Selv filten laves ikke længere i Danmark. Lige nu får han blandt andet filten fra Italien. Båndene, som sættes ved skyggen på hatten, kan også blive et problem. Lige nu er det en tysker, han bestiller bomuldsbånd fra. Men hvad sker der, hvis han også drejer nøglen om? Kineserne kan blive et alternativ, men de laver kun nylonbånd. Og så bliver det pludselig et spørgsmål om kvalitet.

Så kan dét ende med at blive en stopklods for hattemagerens virke?

»Det kan det godt blive. Man kan ikke selv begynde at lave et bånd, jo. Og det må heller ikke koste uanede mængder af penge. Man kan godt finde noget, men så koster det ti gange så meget. Så det hele lukker ned.«

Når Stig Andersen engang må lægge filt og hattebånd fra sig, går det ikke videre til næste generation. »Det har der aldrig været tid til,« som han siger. Så måske bliver det en udefra.

»Eller også bliver det et museum.«