Et ordentligt menneske forlader kommandobroen

I 2007 fandt Mærsk Mc-Kinnney Møller, at Nils Smedegaard Andersen var den rette til stillingen som topchef i Mærsk-koncernen. Topchefen, der betegnes som et åbent, ordentligt og elskeligt menneske, må nu forlade skuden.

Nils Smedegaard Andersen. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Koncernchef og skibsreder Nils Smedegaard Andersen må forlade det job, der i mange år har været betragtet som den mest ærefulde og magtfulde post i dansk erhvervsliv.

Efter næsten ti år på toppen i Danmarks største virksomhed, A.P. Møller - Mærsk, ryger han ud af butikken. Der skal en ny kaptajn på broen, Søren Skou.

Dramatisk bliver Nils Smedegaard Andersens afgang ikke, selv om den på én gang er både overraskende og ventet.

Nils Smedegaard Andersens farvel vil komme til at foregå på en værdig og stilfuld måde, som det bør sig, når man på Esplanaden tager afsked med en respekteret chef. Ja, og så er han jo en mand fra en respekteret familie, som Mærsk-familien har kendt i mange, mange år.

Hans svigerfar, fhv. ordførende direktør Tage Andersen fra Danske Bank, kendt under navnet »kolde Tage«, sad i koncernens bestyrelse. Der har længe været tætte bånd mellem familierne Mærsk og Andersen. Tage Andersen var en af Mærsk Mc-Kinney Møllers nærmeste rådgivere. Og hvad var mere naturligt, end at Nils Smedegaard Andersen i en periode blev medlem af koncernbestyrelsen i A.P.Møller - Mærsk, inden han blev koncernchef.

»Jeg har været til samtale med Hr. Møller flere gange. Det er vel naturligt, at Hr. Møller ville danne sig en mening om, hvorvidt jeg nu var den rette. Det var en stor oplevelse«. Sådan sagde Nils Smedegaard Andersen til Berlingske i 2007 før sin ansættelse.

Mærsk har i lang tid været ramt af vækstkrise som følge af nedgang på de vigtigste forretningsområder, shipping og olie. A.P. Møller - Mærsk har med ham ved roret ageret tungt. Der er trøsteløse udsigter og få lyspunkter.

Efter at Nils Smedegaard Andersen har stået i spidsen for hårde besparelser og effektiviseringer i tillid til, at den store og voksende pengetank skal bringe Mærsk-gruppen frelst gennem stormene, må han vige pladsen til fordel for Søren Skou.

Nils Smedegaard Andersen, der er født den 8. juli 1958 i Aarhus, er søn af en forhenværende dommer, der var søn af en landsretssagfører og hypotekforeningsdirektør. Han blev cand. oceon. fra Aarhus Universitet i 1982. Umiddelbart efter sin uddannelse fik han job i Carlsberg, hvor han begyndte som international marketing manager og endte som topchef. I 2007 afleverede Nils Smedegaard Andersen Carlsberg i fin gænge til sin efterfølger, Jørgen Buhl Rasmussen.

Fra detaljerytteri til overblik

I bryggerikarrieren var stilen blevet rundere og mere imødekommende. Tiden som Carlsbergs førstemand hjalp detalje­rytteren Nils Smedegaard Andersen til at løfte sig op til det store overblik.

Fredag den 22. juni 2007 overtog han dansk erhvervslivs absolutte toppost som leder af A.P. Møller - Mærsk. Nils Smedegaard Andersen havde smil på læben, glimt i øjet.

Dengang han i 2001 blev førstemand for Carlsberg, ruttede Nils Smedegaard Andersen ikke med smilene. Han var stiv i betrækket og sagde alvorlige, detaljerede og seriøse ord.

Men det var en glad direktør, Berlingske Business talte med efter udnævnelsen til topchef i Mærsk i 2007:

»Jeg er blevet mere afslappet. Jeg har fået mere rutine, og jeg synes, det er sjovere og mere acceptabelt i dag,« sagde han.

Mærks afgående topchef er et naturmenneske, der kan lide at stå på ski. Han og familien sejler også med mangemillionæren Lars Tvede og dennes familie.

Nils Smedegaard Andersen er et meget, meget privat menneske, der ikke ønsker, at medierne snager i hans privatliv.

Blandt vennerne har han ikke ry for at være kedelig.

»Han er åben og hjertelig. Han er det elskeligste menneske, du overhovedet kan forestille dig. Han er bare sådant et ordentligt menneske. Vi griner altid så meget, når vi er sammen. Han har en fed humor,« sagde en af vennerne for nogle år siden til Berlingske.