Erik Damgaard sættes i forbindelse med Panama-læk

Den tidligere rigmand Erik Damgaard sættes i forbindelse med skattelyet i Panama.

Foto: Martin Sylvest Andersen. Erik Damgaard.
Læs mere
Fold sammen

De to forretningsmænd og tidligere medlemmer af den såkaldte milliardærklub Erik Damgaard og Mark Szigethy sættes nu i forbindelse med lækagesagen fra Mossack Fonseca i Panama.

Det skriver Børsen, der erfarer at de to danskere begge står med navns nævnelse i lækagen.

Ifølge avisen skulle Mark Szigethy i 2007 have stiftet et Panama-selskab ved navn Templeview gennem advokatselskabet Mossack Fonseca i Panama og den islandske bank Landsbanki i Luxembourg.

Templeview har angiveligt opkøbt aktier i flere danske selskaber som Bioporto, Deadline Games og Netbooster Holding.

Hos netop Netbooster sad Erik Damsgaard som bestyrelsesmedlem, da Templeview købte aktierne, hvilket sætter forretningsmanden i en dobbeltrolle, såfremt børsmarkedet ikke er blevet orienteret.

Til Børsen siger daværende direktør i Netbooster Brian Mertz Pedersen, at han på daværende tidspunkt blev informeret fra Mark Szigethy om, at Templeview var ejet af Erik Damgaard og Mark Szigethy.

Både Erik Damgaard og Mark Szigethy afviser, at Erik Damgaard skulle have ejet Templeview.